Better dirty than dead!

Om Giddens paradoks og ’The Politics of Climate Change’

Det var med store forventninger jeg gik til bogen ”The Politics of Climate Change” af den britiske sosiolog Anthony Giddens, skriver den danske jordbrugsforsker Jakob Magid. For Giddens omtales som Storbritannias mest berømte samfunds-forsker siden John Maynard Keynes, og han var på 1990-tallet ideologen bag Tony Blairs ”Tredje vei” og ”The New Labour”.

Når han griber fat i klimatruslen som en udfordring for dagens politikere, er der grund til at lyt. Og bogen rummer da også skarptsynede analyser. Men tiltagene han foreslår blir ofte mere luftige end konkrete som indspil til hvordan man går videre. Mener Jakob Magid.

Som engageret forsker bekymrer det mig at de mange advarselstegn og dystre udsigter der tegner sig i forbindelse med klimaændringer allerede inden for vor egen og vore børns levetid ikke giver anledning til betydelige ændringer i vores adfærd. På fødevare området er der udsigt til at der kommer til at ske et voldsomt fald i produktiviteten på klodens mest frugtbare landområder. Befolkningstallet stiger uafvendeligt frem til slutningen af dette århundrede og efterspørgslen på animalske fødevarer vokser fortsat. Derfor er det vanskeligt at se hvordan vi kan brødføde verden uden samtidigt at lægge beslag på yderligere landområder, og det vil i sig selv forstærke klimaforandringerne, og det vil kræve en meget stor indsats at dyrke disse mindre frugtbare landområder.

Anthony Giddens nye bog ’ The Politics of Climate Change’ behandler klimaændringer som et politisk problem, snarere end et moralsk eller teknologisk problem. Han understreger at ethvert program for forandring må erkende den politiske kontekst og fremføre sine forslag på en måde som har mulighed for at blive accepteret. Giddens rejser spørgsmålet om hvordan man kan gøre de drastiske tiltag som er nødvendige for at imødegå klimaforandringerne politisk spiselige og populære. Dette er en stor udfordring som han har interessante tanker om, men ikke helt løser.

Giddens paradoks

Giddens er af temperament rationalist, tilhænger af videnskab og optimist hvad angår forandringspotentialet i politik, og han behandler også mange synspunkter, der strider mod hans egne. Han noterer indvendinger fra klimaskeptikere og usikkerheden omkring scenarier, men godtager at de beviser der forbinder menneskets aktiviteter med klimaændringer er overvældende

I stedet stiller han et andet spørgsmål: ”Da vi ved, hvad vi har gjort ved planeten, og hvad vi stadig gør, hvorfor finder vi det så vanskeligt at ændre vores adfærd? Hvorfor fortsætter vi så stille men sikkert mod katastrofen?” Svaret er, hvad han kalder "Giddens paradoks": Siden faren for global opvarmning ikke er umiddelbar eller synlig for de fleste mennesker, ignoreres den. Men at vente på at den bliver synlig og umiddelbart forestående, før den tages alvorligt, vil per definition være for sent. Man kan undre sig over at Giddens navngiver det ovenstående paradoks efter sig selv – som oftest er det forbeholdt andre at tildele en person en sådan ære. Det må stå for hans egen regning – det er selve paradokset som er det interessante.

Det politiske system skal modnes

De fleste forslag til hvordan man skal tackle forestående klimaforandringer er ifølge Giddens negative. De handler om at spare, at skære ned, og nødvendigheden af tilbagegang i forbrug. Men Martin Luther King ville ikke have kunne bevæge sindende i størstedelen af den vestlige verden hvis han havde sagt ’I have a nightmare..’ og Giddens mener det er afgørende at der opbygges en optimistisk ’can do’ vision baseret på en realistisk vurdering af de udfordringer og mulige tab som menneskeheden står overfor. Han hævder at ingen politik der i hovedsagen er baseret på afsavn vil komme til at virke. Han siger at der må skabes en positiv model for en ’lav-kulstof’ fremtid, vel at mærke en model der har forbindelse med det liv vi lever i øjeblikket. I en ’lav-kulstof’ fremtid er samfundet organiseret med teknologier der har minimalt udslip af drivhusgasser. Det er et politisk og ikke et teknokratisk problem, hævder han, og de fra klimalobbyen der nærer stærk mistillid til politikerne må indstille sig på at det politiske system skal udvikles og modnes til at tackle denne udfordring. Selv de bedste teknokratiske løsninger har kun ringe chance for succes, medmindre de understøttes politisk

Markedets begrænsninger

For Giddens har regeringsførelse og planlægning en afgørende rolle i enhver mulig løsning på klimakrisen. Han understreger vigtigheden af markeder og er meget kritisk over for de grønne strømninger som afviser markeder helt. Men Giddens er også meget opmærksom på manglerne i markederne i forhold til et problem som klimaændringer, og selv om han tror, at markederne stadig er af afgørende betydning i enhver løsning (hvor den finansielle sektor, især forsikring, vil spille en væsentlig rolle), mener han, at de ikke vil deltage fuldt ud, medmindre regeringer spiller en langt mere aktiv rolle end de gør i øjeblikket. Giddens analyserer den mulige videre udvikling af CO2 kvoter eller beskatning, men vurderer at markederne i sig selv ikke vil kunne levere de nødvendige resultater, grundet problemstillingens kompleksitet, og mulighederne for at omgå intentionerne med CO2-markederne. Således er han skeptisk overfor de resultater der til dato er leveret af det Europæiske kvotehandelssystem, som har vist sig sårbart overfor svindel. Derfor er der behov for stater der ikke blot gør det muligt, men faktisk sikrer at markedet leverer resultater

Sæt ikke for store forhåbninger til FN og det internationale samfund

Giddens er skeptisk overfor forsøg på at lave ’grand bargains’ à la Kyoto. De vil altid skuffe på grund af spaltninger mellem centrale aktører, og divergerende interesser og opfattelser mellem nationer og mellem blokke af nationer. Dødvande i de internationale forhandlinger om en ny klimaaftale er meget mere sandsynligt end gennembrud, og i klimaforandringer har verden ikke tid til at vente på en fastlåst situation, der skal løses. Han finder det langt mere sandsynligt at fremskridt vil blive gennemført af grupper af nationer hver for sig, og at international koordinering vil komme gennem "koalitioner af villige", der deler samme perspektiv og er villige til at lære af hinanden og samarbejde samordne deres programmer.

Giddens er ikke imod at der laves internationale forhandlinger men har ikke store forventninger til hvad disse kan føre med sig. Siden hans bog udkom har det unægtelig også været begrænset hvad der er nået på det politiske niveau som har udspillet sig på de seneste topmøder i København og Cancun i Mexico, hvor Giddens udsagn om dødvande er blevet illustreret til overmål. For Giddens er det bedste håb at nogle af de rige, udviklede lande begynder at handle nu. De skal være en fortrop, der vil vise resten af verden, hvad der er muligt, og deres eksempel kan derefter spredes gennem teknologioverførselsprogrammer. Gennemgribende omstrukturering af energi-, transport- og produktionssystemer af nogle få pionerer er også den bedste chance for at nå de teknologiske gennembrud, der er afgørende for, at alle menneskelige samfund kan tilpasses klimaændringerne.

Tiden er ved at løbe ud. Det var budskabet i Stern-rapporten om de økonomiske konsekvenser af klimaændringerne, og det er også Giddens budskab. Men han mener ikke, at moralsk formaning er nok. Ethvert program for forandring er nødt til at erkende den politiske kontekst og fremføre sine forslag på en måde, har en chance for at blive accepteret. Trods den store politiske bevågenhed der er skabt i forhold til klimakrisen må det siges at finanskrisen og den tilstødende realøkonomiske krise har sat klimadagsordnen til side i de seneste par år. Dele af det globale erhvervsliv selv har begyndt at sætte en forandringsdagsorden ved organisere et varemærke på tværs af lande og uafhængigt af regeringer under betegnelsen ’WindMade™’. Her kan virksomheder indenfor alle sektorer få certificeret deres produktion ved at basere den på vindenergi. Varemærket motiveres med følgende begrundelse: "Regeringer er langsomme i optrækket, men forbrugerne vil se ændringer nu og her. Den private sektor er nødt til at optrappe for at tilbyde de løsninger, der er nødvendige for at imødekomme den globale energi- og klimakrise, vi står overfor. Med WindMade ønsker vi at fremme den ændring, som offentligheden kræver"

Klimapolitikken skal integreres i anden politik

Giddens hovedsigte er at drøfte hvilken samfundsmæssig udvikling der kan mindske udslip af drivhusgasser og fremme tilpasningen til de forandringer der må komme. Jo mere politiske beslutninger til imødegåelse af klimaændringer kan integreres med andre former for politik, jo mere sandsynligt er det at lykkes at opnå bred støtte i offentligheden. Ændringer i den offentlige mening og lokale initiativer er afgørende, ligesom tværpolitisk opbakning er afgørende. Det er vigtigt, at klimaændringerne ikke bliver en venstre mod højre sag politisk, men et mainstreamområde for seriøs politik. Mest afgørende af alt er dog, ifølge Giddens, bidraget fra en aktiv regering til at ændre den politiske dagsorden, udvikle nye incitamenter for medborgere på alle niveauer og gennemføre politiske løsninger. Selv om Giddens er positiv overfor grønne værdier, er han meget kritisk overfor de argumenter der ofte fremføres, fordi de ignorerer politik. Radikal decentralisering vil ikke levere de koordinerede indsatser, der kræves. Han går stærkt i rette med forsigtighedsprincippet (’better safe than sorry’) som han mener er dybt forkert, fordi en afvejning af risiko mod fordele er nødvendig for at løse de udfordringer som verden står overfor. Dette er en meget vigtig pointe. Vores politik er i øjeblikket i høj grad styret af at vi ikke vil acceptere risiko og ikke vil acceptere ubehagelige forandringer. Hvis vi skal imødegå omfattende klimaforandringer er dette uholdbart.

Giddens foretrækker i stedet at bruge sandsynlighedsprincippet der accepterer, at enhver handling indebærer risici, og at opgaven er at analysere omfanget af risikoen og træffe det bedste mulige valg i forhold til usikkerheden. Han mener for eksempel at det helt enkelt er nødvendigt at udbygge atomkraft, og presse på for at udvikle carbon capture and storage (CCS) teknologi til kulkraftværker, fordi alternativet til at satse på disse teknologier vil medføre en helt uhæmmet udledning af drivhusgasser, eftersom øvrige vedvarende energikilder ikke kan udvikles tilstrækkelig hurtigt til at erstatte disse kilder. Det betyder ikke at han går imod forskellige andre former for CO2 neutral energi, men det globale energibehov er så stort, at det er nødvendigt at leve med den risiko ovennævnte teknologier indebærer.

Stormagts politikken og forholdet mellem USA og Kina

Som om det ikke var slemt nok at det internationale politiske system er fodslæbende og trægt fremhæver Giddens at en ny konkurrence om ressourcer er ved at udvikle sig mellem stormagterne, over Afrika og over Arktis. Denne udvikling er ifølge Giddens uundgåelig, men uheldig, for jo mere stormagtspolitik kommer til at fokusere på adgangen til vitale ressourcer, jo mere vil nye sikkerhedspolitiske doktriner begrunde nationale politikker, der vil gøre det sværere at sikre et samarbejde. Giddens er forfriskende i, at han ikke ønsker disse problemer lang bort, eller blot vrider hænderne over menneskehedens dårskab og grådighed. Han søger at finde argumenter for at det er i stormagternes interesser at imødegå klimaændringerne, og er forsigtig optimist mht. at USA og Kina vil se fornuften i at arbejde sammen om dette i fremtiden.

Aktuelt har Europa skuffet i sine forsøg på at vise lederskab. Ruslands vellykkede forsøg på at splitte de Europæiske lande med sin energiforsyningspolitik udstiller EU’s svaghed, og EU vil vedvarende have begrænset indflydelse så længe der ikke er et samlet EU lederskab det energipolitiske område. De afgørende stormagtsspillere i de kommende år er Kina og USA, som er de største kilder til udslip af drivhusgasser, og som indtil videre har gjort mindst for at mindske udledningerne. Mens der er en betydelig risiko for at kapløbet om fremtidige energi ressourcer vil føre til væbnede konflikter, mener Giddens at der samtidigt ligger et håb i at alvoret i klimaforandringerne vil føre til besindelse og samarbejde mellem stormagterne.

Det største potentiale for klimapolitisk forbedring ligger utvivlsomt i USA. 60 % af amerikanernes olieforbrug er knyttet til bilkørsel. Udslippene pr. km er dobbelt så høje som i EU-landene. Selv om ingen venter at den amerikanske forbruger skal få europæiske bilvaner fra den ene dag til den anden, så gav høje oliepriser en ændring som også bragte USA’s bilindustri på andre tanker om sin overlevelse. Der er også stadig bredere opslutning i USA for politske tiltag som kan give mere effektivt energiforbrug og dermed kan reducere deres afhængighed af olieimport. Herfra er vejen til en mere aktiv klimapolitik alligevel betydeligt længere end det som virker rationelt fra et europæisk ståsted. I forandringsvillige kredse i USA er der bekymring over at Kina investerer voldsomt i at blive ledende på teknologisk udvikling inden for vedvarende energi og energibesparelser. Den seneste udvikling indenfor fornybar energi tyder da også på at Kina let kan blive den største eksportnation på området eftersom den kinesiske regering investerer voldsomt, mens Obamas forsøg på at fremme denne dagsorden har det svært.

Blev jeg skuffet over indholdet i Giddens bog? Nej – og ja. Nej, fordi bogen byder på en interessant og gennemreflekteret drøftelse af klimaproblemet – og da ikke bare som en økologisk, men frem for alt som en truende politisk udfordring for dagens politikere. Ja, fordi bogen på mange områder giver mere luftige end konkrete bud på hvordan man kommer videre.

Det er meget i Giddens anlyser og drøftelser som virker både jordnært og logisk, ikke mindst understregningen af vigtigheden af den politiske dimension i klimaspørgsmålet. Der er dog også lange stræk, hvor man som læser efterlades med ret abstrakte forestillinger om hvordan løsningerne gennemføres. Det er f.eks. vanskeligt at være uenig i at vejen frem må skabes i en positiv ånd for at være virkningsfuld, men der er ikke så let at se hvordan det så skal gøres.

Et særligt eksempel på Giddens abstraktion er et udsagn om hvilken økonomisk udvikling der vil være hensigtsmæssig for at løse klimaproblemerne: De rigeste lande skal gøre op med deres overudvikling og mindske deres brug af ressourcer mens de fattigste lande må have mulighed for at følge en anden mere ekspansiv ressourceforbrugende vej. Han fremhæver at de rige lande må anvende andre mål for vækst end BNP, som indeholder en lang række aktiviteter der ikke bidrager til øget velfærd, men snarere det modsatte.

Dette virker logisk, men det er langt fra klart hvordan dette skal gennemføres, og hvordan alternative mål for økonomisk udvikling skal medføre grundlæggende ændringer i vores samfunds brug af ressourcer. Selvom det ikke er rimeligt at forlange at Giddens skal kunne give klare anvisninger i alle forhold, og slet ikke i en enkelt bog, er det dog værd at huske på hvordan hans påvirkning af Tony Blair og det engelske socialdemokrati med filosofien om den tredie vej efter få år har lidt skibbrud. Det kan undre at han fremhæver sig selv gennem benævnelsen af ’Giddens paradoks’ og det er også lidt besynderligt at han ikke referer til en del seriøse politologer som arbejder med klimaforandringer, men blot konstaterer at der ikke findes en ’politics of climate change’.

Men alt i alt må det siges at Giddens bog repræsenterer et vigtigt realpolitisk, positivt og læseværdigt bidrag til debatten.

Stikkord: klima, økokalypse

Produkter

Dyade 2011/01: Økokalypse: Hva så?

 

Relaterte artikler

CO2-kvoter – hva er poenget?

Denne artikkelen forklarer grunntrekkene i handelen med CO2-kvoter.

Abonnement på Dyade

Et abonnement på Dyade er en betydelig gave til en ubetydelig pris. Fire temanummer i året, hvert nummer en fordypning i ett spesifikt tema.

Abonnement kan kjøpes her

Abonnere fra Sverige

Abonnere fra Danmark

2024-utgivelsene

1/24: Hvorfor har du forlatt meg?

Tidligere utgivelser

Her finner du hele Dyade-arkivet

Følg oss

Meld deg på vårt nyhetsbrev

Dyade på Facebook