Det lille hjerte af guld

En kvinde var indlagt på hospitalet seks gange inden skolealderen med bl.a. børneleddegigt. Hun blev opereret for blindtarmsbetændelse og flere gange i øjet. Disse tidlige hændelser kommer i voksenlivet på forskellige måde tilbage og bearbejdes i meditation.

Hun sover meget i sine meditationer. Det har hun altid gjort. Hun kan forstå at hun kan have behovet i en travl hverdag, at hun indhenter noget af det forsømte, når hun sætter sig til i sengen for at meditere. Men det er det samme på meditationsretræter over flere dage, hvor søvnunderskuddet er dækket. Et stykke ind i de lange meditationer melder søvnen sig. Igen og igen. Og sådan har det været i alle de år, hun har mediteret. På den ene side ved hun, at det er bare at acceptere det som det er. Søvn er en del af det, som spontant kan dukke op i meditation, og den skal ikke styres. På den anden side er hun nysgerrig: Hvad er søvnen udtryk for? Hun forstår det ikke helt, andet end at det må afspejle noget fundamentalt i hendes historie. Hun mindes nogle grundlæggende episoder fra sin barndom.

Hun havde et lille hjerte i guld. Det kunne åbnes. Inden i var der to bittesmå fotografier: Eet af hende selv, og et af hendes lillesøster. Mindet om det var pludselig dukket op under en meditations-retræte. Hvad var der med det lille hjerte? Tankerne gik i mange retninger mens hun sad der. Hun havde fået det, da hun var en lille pige, før hun kom i skole, måske i 4-5 års alderen. Hvornår var det, hvad var det for en sammenhæng? Hvorfor dukkede det op her, i en langmeditation?

Først huskede hun ingenting, og tankerne vandrede andre steder hen. Så kom mindet i et kort flash: Hun er på hospitalet, hun ligger i en børneseng. Den er af metal og føles kold og fremmed. Overhovedet ikke tryg, ikke hyggelig. Rummet er bart, rungende lyde, højtsiddende vinduer, tynde, slidte gardiner, dårligt oplyst. Det er forfærdeligt at være der. Hun føler sig fuldstændig alene i verden. Der er andre børn på stuen. Dem kender hun ikke, den ene er en lidt større dreng, som har truet hende med en pistol, der kan skyde med tændstikker. Hun ligger og gemmer sig for ham under dynen, tynd, lille og bange. Hun tør ikke stå ud af sengen. Det gør for resten også ondt, for knæet er forfærdeligt hævet og ømt, hun kan ikke støtte på det. Hun tør heller ikke bevæge sig af frygt for at drengen skal gøre alvor af sine trusler om at skyde hende. Der er ingen voksne at se, ingen at henvende sig til. Hun føler sig prisgivet og forladt af alle. Hvor er far og mor henne? Der kommer en rengøringsdame ind på stuen, hun vasker gulvet. Pigen prøver med lille stemme at kalde på hende, men rengøringsdamen ænser hende ikke, gør sig færdig og går igen. Den lille pige er fortvivlet. Hvad har hun gjort, siden hun skal ligge her, helt alene?

Pludseligt går døren op. Ind kommer Farfar. Han smiler. Han holder om hende. Han har en gave med: Det lille guldhjerte. Hun græder af lettelse, og af fortvivlelse. Hun vil med hjem. Det kan hun ikke komme. Men hjertet er en lille trøst. Farfar kom. Han har ikke glemt hende. En dag kommer hun hjem igen.

Stemningen af forladthed, ensomhed, at verden er et farligt sted at være, har været med hende lige siden, og måske også før. Til trods for at livet på mange måder har formet sig godt, er det stemninger, som er blevet hængende. I meditation og Acems kommunikationsgrupper for åben refleksion er det dette minde med den ensomme og utrygge stemning, som kommer. Igen og igen. Bliver hun dog aldrig færdig med det, har hun tænkt mange gange. I hverdagslivet ligger stemningen som en understrøm, et livsvilkår, et spejl, som alting ses igennem. Et livsalvor.

I dag er hun ikke sikker på, hvor alle de - taljerne i mindet stammer fra. Hun har talt om det mange gange i vejledningsgrupper og kommunikationsgrupper. Så der er nok lagt den voksnes fortolkning indover. Som voksen kvinde har hun andre indre ståsteder, som er mere præget af ro og ligevægt. Men når hun tænker tilbage på mindet, er det fortsat den lille pige, som husker.

OPERERET I ØJET – TRE GANGE

Der er flere hospitalsminder. De dukker op i og uden for meditation. Øjenafdelingen: Voksne, der stavrer rundt med forbinding på eet eller begge øjne. De er blevet opereret. Det er skræmmende at se på. Hun er det eneste barn.  Hun er også blevet opereret. Kun i det ene øje. Til gengæld for tredje gang. Lugten af æter er stærk i hukommelsen. Æteren blev holdt hen foran ansigtet, mens hun lå på operationslejet med fremmede voksne omkring sig. Følelsen af at forsvinde, glide væk, et stort intet, hun vidste ikke, hvad der ventede.

Hun husker at være opereret i øjet. Hun gik med klap for det raske øje, men kunne endnu ikke se med det opererede. Første gang gik hun direkte ind i dørkarmen. Hun blev forskrækket og ulykkelig. Mor tog hende med i legetøjsbu - tikken, da hun var næsten skolemoden. Mor købte puslespil i træ, der var kun tre brikker per spil, som var for 2-årige. Fordi dem kunne hun se.

Hjemme var der en stor grammofonspiller, den var et helt møbel. Hun havde bl.a. Dyrene i Hakkebakkeskoven og Peter og Ulven. Men med klappen for øjet kunne hun ikke se forskel på siderne. Mor skrev med cm-høje tal ”1” og ”2”, så kunne hun selv lægge pladerne på.

Er blind på det opererede øje. Senere blev det et fast morgenritual at tage kontaktlinsen på. Mor lavede et system: Håndklædet ud på bor - det, rent vand i en plastikskål, vask hænderne, rengør kontaktlinsen, op og balancere på højre langemand, linsen ind på plads i en hurtig bev - ægelse, blink, og så kunne hun se. Hun fik ros for sin dygtighed og omhu. Fem, måske seks, år gammel.

På et foto står hun som 6-årig, det er første skoledag. Misser mod solen, tydeligt ubekvem, øjet er meget følsomt over for det stærke lys. Hun har forbinding om det ene knæ. Fortsat patient, men tilbage i hverdagen.

Et barn med behov for omsorg og bekræf - telse. Mor viser sin omsorg ved at hun sætter systemer op – for kontaktlinser, grammofonen osv. Ellers blev der ikke taget hensyn. Det er ikke svært at se parallellen til den lille pige som voksen: Hun er god til at arrangere. Hun holder aftaler og er ordentlig. Den adfærd blev beløn - net derhjemme, af mor, og det er forsat ind i voksenlivet. Som voksen tænker hun, at der også var noget sundt i, at der ikke blev taget hensyn. Hun lærte at mestre tilværelsen. Men den underliggende utryghed blev ikke set af de voksne, og der var ikke meget trøst at hente.

VARMT OG TRYGT HOS HUNDEN

Hun husker familiens hund. Den var kæmpestor. Hun kunne ligge på gulvet med hovedet på dens hals og hygge sig. Der var varmt, og trygt. Hendes mor gav ikke meget fysisk kontakt. Hun lærte hende at bage, at strikke, at sy, at hækle og at brodere. Hun stimulerede hende til at blive spejder, og til at uddanne sig. Hun husker en situation, hvor hun er lille, står på gulvet i køkkenet, trækker i morens forklæde for at få hendes opmærksomhed. Der er varmt og fugtigt, lugter af mad. Moren er fravendt, har ikke tid til hende. Hun er usikker på, hvor repræsentativt mindet er for hendes barndom, men det opleves som en afvisning. Det er et sorgfuldt minde, med længsel efter at blive set og taget imod.

10 ÅRS FØDSELSDAG

Det mest tankevækkende er, hvor tydeligt hun husker den - og hvor voksen og alvorlig hun følte sig. Hun var ti år! Hun var et barn udenpå, men en lille voksen indeni. Voksen for tidligt tænker hun i dag. Hun kan ikke huske, at hun nogensinde har været ubekymret som barn. Far havde skrevet en sang. Et af versene lød:

Kæreste dig, det er ikke altid let
At være den store og altid gøre ret
Men jeg må sige at jeg tror
Du også deri ligner mor.
Du kan arrangere og ordne som få
Du har praktisk håndelag og evne til at nå
Både det du skal og mere til
Og dermed jeg lykønske vil.

En far, som tidligt så datterens samvittighedsfuldhed, men nok ikke forstod, hvor den kom fra - at hun var en bekymret lille sjæl, som ledte med lys og lygte efter nogen der ville passe på hende og ikke forlade hende. Meditationen var det sted hun opdagede, at hun kunne være alene, nær, uden at skulle præstere, uden fare for at blive forladt.

DEN DØDE PIGE

Et andet minde fra et selskab i barndommen, formentlig hendes fars 40 års fødselsdag. Højskolesangbogen kom frem, alle rundt om bordet sang, muntre sange om stort og småt. Og på et tidspunkt får hun lov at vælge en sang. Hun vælger denne sang1 :

I en sal på hospitalet
Hvor de hvide senge står
Lå en lille, brystsvag pige
Syg og bleg med gyldent hår.

Alles hjerter vandt den lille,
Som hun lå der, mild og god
Bar sin smerte uden klage
med et barnligt heltemod.

Hun identificerede sig med den lille pige i sengen, som døde til sidst. Hvorfor valgte hun netop den sang? Ønskede hun at dele sin livssmerte med de voksne? Hun så de voksnes forlegenhed. Hun kan ikke huske, hvad hun tænkte dengang. Måske følte hun sig skamfuld bagefter, da hun så rundt på dem? Det er i hvert fald flovt at tænke tilbage på nu. Hun må have ødelagt en del af den muntre stemning. Men sangens morale (vær sød, vær tapper, så bliver alt godt til sidst) prægede hende, dengang og sidenhen.

PÅ BROEN, HØJT OPPE

Det vil være at gå for langt at sige, at hun fuldt ud forstår, hvorfor hun sover så meget i meditationen. Men hun kan se tråden tilbage til de traumatiske minder fra tidligt i livet. At de aktualiseres i de lange meditationer, og at de på den måde kan overvælde hende med søvn. At de lange meditationer og søvnen der følger med måske er en form for reparation af de tidlige traumer.

Når hun langmediterer og indhentes af søvnen igen og igen, er søvnen ofte fyldt med 1 Skrevet af Nicolay Bath i 1896. meget levende, ladede og symbolmættede drømme. I en sådan drøm trækker en kvinde en cykel, tungt lastet med bagage, langs en motorvej. Motorvejen går over Øresundsbroen, det går stejlt opad. Bilerne drøner forbi, tæt på hende. På højre hånd er der ikke noget rækværk, langt, langt under sig ser hun Øresund. Hun fyldes af uro for at falde ud over broen og ned i vandet. Så vågner hun. I vejledningsgruppen fortæller hun om drømmen, og lederen spørger ind til, hvilke stemninger, der var i den. Før gruppen havde hun mest tænkt på uroen og frygten for at falde i vandet eller blive kørt over, men i løbet af samtalen trådte en anden følelse tydeligt frem: Tomheden. Ingen andre mennesker var i sigte. Hun var alene i verden oppe på broen. Der var ingen at vende sig mod og søge tryghed eller hjælp hos. Hun må bære den tunge bagage selv. I dag, mere end ti år senere, står drømmen stadigvæk tydeligt for hende. Det var let for hende at genkende sig selv i den. Dels koblingen tilbage til forladtheden, ængstelsen og ensomheden på hospitalet, men også en klar forbindelse til stemninger, som er nok så gennemgående i hendes liv: At det ukendte er et farligt sted at være, at hun let kan føle sig ensom, at det ikke er let at spørge om hjælp (og få øje på dem, der faktisk er der og gerne vil hjælpe). At hun nemt påtager sig større ansvar end godt er. Hun tror, det er rigtigt at sige, at det klarsyn hun så sig selv i, da hun fortalte om drømmen, er blevet en slags byggesten i den proces, som mange år med introspektivt arbejde og meditation har bidraget til. Hun kan se, at stemningerne fra drømmen bærer hun på som et livsvilkår, men et sted derinde har hun fundet et solidt ståsted, hvor hun kan se dem lidt i et nyt perspektiv: De er ikke sandheden. Hun kan føle sig ensom, men hun er ikke ensom. Der er mennesker, som gerne vil hjælpe, hvis hun beder om det. Hun behøver ikke at presse sig selv til det yderste hele tiden.

Produkter

Dyade 2022/3 Du bor i din barndom

 

Relaterte artikler

Abonnement på Dyade

Et abonnement på Dyade er en betydelig gave til en ubetydelig pris. Fire temanummer i året, hvert nummer en fordypning i ett spesifikt tema.

Abonnement kan kjøpes her

Abonnere fra Sverige

Abonnere fra Danmark

2022-utgivelsene

3/22: Du bor i din barndom

2/22: Tenke på døden

Tidligere utgivelser:

1/22: Skapende sinn

4/21: Forsoningens dans

3/21: Projeksjon og fordreining

2/21: Forfattere om livet

1/21: Stillhetens kraft

4/20: Korona - slutten på den lange freden 

3/20: Hvem blir vi når vi blir syke?

2/20: The Beatles og meditasjon 50 år etter

1/20: Skammen

4/19: Under overflaten

3/19: Hukommelse

2/19: Lidenskap og vitenskap

1/19: Vesten vs. Resten 

4/18: Vårt forhold til dyr 

3/18: Yoga

2/18: Rus

1/18: Magiske speil

Meld deg på vårt nyhetsbrev

Det kan du gjøre her

Facebook

Lik oss på Facebook og få oppdateringer hver gang det skjer noe.

Dyade på Facebook

Lesetips til elever i VGS

Er du nysgjerrig, ønsker å forstå mer eller trenger bakgrunnstoff til stilskriving? Emneknagger og utvalgte artikler finner du her.

Smakebiter

Skyen

Etter mitt første fordypelseskurs i Acem gjenopptok jeg tegning. De fem siste årene hadde jeg tegnet lite, og forholdt meg til tegning som en måte å illustrere idéer på.

Et rom der dørene til det ubevisste står på gløtt

Jeg har et mål, men vet ikke veien til målet. Jeg vet ikke engang hvordan målet ser ut. Jeg vet bare at jeg skal skrive noe om min erfaring som arkitekt og som mediterende, men hva teksten kommer til å handle om vet jeg ikke enda.

Det er typisk en kreativ prosess for en arkitekt, å jobbe mot et mål, med et resultat vokser frem underveis. Og prosessen er ganske lik, enten det gjelder å skrive eller å tegne hus.

Turist i et krevende land

Bilder fra en reise i Algerie

Den arabiske mannen

— mellom barken og veden

Vi har hørt mye om Midt-Østens kvinner og deres vilkår, men hvordan er det å være arabisk mann, vokse opp i en arabisk familie, leve sitt liv med kone og barn, venner og arbeidskolleger? Er de entydige vinnere i kjønnskampen, eller er det ikke så enkelt?

De har andre skikker og synsmåter enn skandinaviske menn. Kan vi allikevel forstå deres hverdag og liv?

Yoga og helse

— hva sier forskningen?

Hva gjør yoga med helsen? Ulike yogabøker presenterer ulike effekter, noen basert på rene antagelser, andre på erfaring. Det siste tiåret har vitenskapelig forskning på yoga tatt seg kraftig opp. I denne artikkelen diskuterer Erik Ekker Solberg, Halvor Eifring og Are Holen yoga-forskningens resultater.

Stillhetens bevegelser

Vi er mennesker av kjøtt og blod, og våre liv er spunnet inn i tiden. Yoga og meditasjon gir svar til noen av sinnets lengsler mot stillhet og tidløshet, men slipper aldri helt taket i kroppens, sansenes og hverdagens mylder av krav og behov. Kroppslige og mentale teknikker kan hjelpe oss å leve nær spenningsfeltet mellom det stille og det støyende.

I have nothing to say, and I am saying it

- Nøytralitet som forpliktelse

Tate Gallery for Modern Art i London har ved siden av et non-figurativt maleri slått opp dette sitatet av den nonfigurative maler Gerhard Richter: ”I have nothing to say, and I am saying it.”

Kunne han (Sarkozy) bare sett det selv!

For å illustrere aktualisering kan man bruke ikke bare historier om mediterende, men også ”felles kjente” fra politikk, næringsliv og litteratur. Det er ingen grunn til å tro at f eks Frankrikes tidligere president Nikolas Sarkozy eller Apples grunnlegger Steve Jobs ville ”holdt ut” med en mild meditasjonsmetode som Acem-meditasjon. Men de kan brukes som pedagogiske eksempler i et mer allment forsøkt på å forstå hva aktualisering er.

Meditasjon over døde kropper

Slutten på livet er tema for meditasjon i de fleste kulturer. Men den aller sterkeste påminnelse om dødens realitet er fysisk: livløse kropper, råtnende legemsdeler, hodeskaller og knokler. Man skulle kanskje tro at slikt bare fyller en med vemmelse, men fredfylt ro ser ut til å være en like vanlig reaksjon.

Med ansikt mot døden

Døden er absolutt. Den er ikke høflig. Den pakker ikke inn. Døden kommer når den kommer og tar det den tar. Den presser alvor og følelser selv på de som liker å holde denslags på avstand. Døden er brutal, men ærlig.

Feriereisen og fortellingen om deg selv

- om forskning på turisters erfaring av reisen

Svein Larsen har gjennomført en rekke studier av turister og feriereisende, blant annet med vekt på motiver for å reise, vurderinger av risiko og sammenlikning på tvers av land og kulturer.

Reise i okkupert land

"Halvor, du må våkne!" I søvne har jeg hørt den harde og intense bankingen lenge, men den har flytt sammen med bilder og fantasier i drømmene mine, og jeg har sovet ufortrødent videre. Men nå er det vår dør de dundrer løs på, etter først å ha brutt seg inn gjennom det lille og primitive, men egentlig ganske hyggelige hotellets hovedinngang og gått fra dør til dør med det samme støyende og angstvekkende budskap: "Husundersøkelse!"

Hvor opptatt er vi av sex, og hvorfor?

Det er vel kjent at unge menn kan ha lyst på sex en gang i mellom, men seksualbehovet ser ut til å gjennomsyre oss hele livet. Seksualdriften påvirker oss livet igjennom, enten vi vil det eller ikke. Dette gjør sex til en eksistensiell utfordring.

Sjekking, sex og partnervalg

- kresne kvinner og ivrige menn?

Menn vil spre genene sine til flest mulige kvinner, mens kvinner har færre sjanser og satser mer på hver mann – at han skal bli der for alltid og beskytte henne og barna. Men hvor godt stemmer dette for hvordan kvinner og menn sjekker i dag? Og er det faktisk slik at menn har mest lyst og kvinner ikke orker?

Menn uten manuskript

Guttemannen lunter inn på scenen. Ikke farlig. Bare uskikkelig.

Uregjerlige liv med vendepunkter

Hva er vår livshistorie? Det er i alle fall ikke dokumentasjon av alt som har skjedd i livene våre. Vi har ikke hjernekapasitet til å huske alt, og om vi – med støtte i moderne datalagring – kunne det, så ville det bli en uprioritert oppsamling av smått og stort som knapt ville interessere noen.