SOLSORTEN
Jeg husker en gang jeg gik hjem fra skole, da så jeg en død fugl, en solsort, ligge på vejen. Jeg satte mig hen og kiggede på den, jeg syntes det var synd for den. Den lå bare der og var død og skulle aldrig mere flyve eller tage en orm op af jorden eller noget andet. Den var væk. Til sidst f ik jeg tårer i øjnene. Jeg blev så ked af det for nu var det jo forbi for solsorten. Den lå der, fin, med sine sorte fjer og sit orange næb.
OLIEFYRSMANDEN
Oliefyrsmanden kom en gang om året og tjekkede vores oliefyr. Han var en lille trind og venlig mand. Han kom der med sin snavsede kedeldragt og sin værktøjskasse og så rumsterede han rundt ude ved vores oliefyr, stod og skruede og drejede på det. Og så et år kom han ikke, og min mor fortalte mig at han var død. Det var underligt. Så var han helt væk.
SKOLESTIEN
Skolestien er tom for mennesker, den har fliser på den ene halvdel for fodgængere og asfalt på den anden for cyklister. Der er klart solskin og blå himmel, måske en forårs- eller tidlig sommerdag. Og så absolut intet liv. Kun mig alene på stien. Eller det vil sige, jeg optræder ikke selv i mindet, det er kun stien jeg ser. Men jeg er der alligevel på en eller anden måde. Alene og med en følelse af tomhed.
Til dette sidste minde får jeg nogle associationer: Jeg kan huske at jeg fra den tid mindet er fra, sagde til min mor at jeg følte mig underlig i kroppen. Når jeg gik eller cyklede til skole, kan jeg huske at når jeg fik øje på en sten eller et græsstrå eller en pind eller andet - det kunne også være ulækkert snask, fx et papirlommetørklæde, så måtte jeg stoppe, samle det op og putte det i lommen, for ellers havde jeg en følelse af at jeg var den eneste i hele verden der havde set den sten eller det papir. Og den tanke kunne jeg ikke holde ud. Så jeg samlede alle disse ting op og puttede dem i lommen, for så kunne jeg vise dem til min mor når jeg kom hjem. Og jeg havde et ønske om at når jeg en gang døde, så ville Gud have lagt alle de ting jeg nogensinde havde set op på et stort bord, sådan at min mor også kunne se dem. Og så ville jeg ikke være alene. På den måde etablerede jeg et bånd til min mor når hun ikke var der, et værn mod følelsen af ensomhed.
Tre minder. Hvad binder dem sammen? Det er følelsen af ensomhed og utryghed. Solsorten lå der helt alene, ubevægelig, uden liv. Noget af det samme gjaldt oliefyrsmanden, og det at han pludselig var væk triggede også en følelse af at livet kunne forandre sig drastisk. Det var jo egentlig ikke særlig drastisk for mig, alligevel var det den underliggende følelse der blev aktiveret.
Jeg ved ikke hvorfor jeg havde det sådan, men jeg tænker at det har noget at gøre med en underliggende utryghed og usikkerhed; det der var godt, klyngede jeg mig til og ville have skulle vare for evigt, og det jeg følte kunne true det gode, gjorde mig ængstelig og nervøs. At gå alene på skolestien oplevede jeg som truende. Min mor var der ikke. På samme måte med oliefyrsmanden og solsorten - de hørte på en eller anden måde til i verden, til mit liv - og så var de borte.
Det var min mor der gav mig en følelse af fuldstændig tryghed, sikkerhed og ro. Når jeg var sammen med hende var verden hel, og jeg var hel og i en eller anden grad urørlig. Hun var et værn mod verden og usikkerheden. Med min mor var alt godt, min verden var perfekt.
Selv om der nok har været en grundlæggende utryghed hos mig som barn, så tror jeg at den tryghed jeg fandt hos min mor var afgørende for at jeg havde en god barndom. Men som voksen, hvor jeg har skulle stå på egne ben og der ikke har været nogen til at skærme mig mod verden, har utrygheden været en konstant følgesvend. Jeg tror også det er den der har været med til give mig en forestilling om at mit liv på en eller anden måde skulle være perfekt, rigtigt, sandt, for at være godt nok. Hvis jeg var faldet på plads i tilværelsen en gang for alle: hvis jeg altid var glad for mit job, aldrig var utilfreds med min kone, altid havde det rigtige at sige i alle situationer jeg kom i, så ville jeg føle mig ovenpå og ville være uangribelig, og så ville jeg ikke føle mig usikker og utryg.
Det var et ubevidst ideal, det lå som en slags forventning til tilværelsen og til mit liv, og når jeg eller tilværelsen ikke levede op til idealet, så var det fordi jeg ikke var faldet ordentligt på plads i livet. Når jeg fx syntes at mit arbejde var utilfredsstillende eller frustrerende, var det fordi at jeg ikke havde fundet det helt rigtige arbejde endnu. Det var en slags dom jeg fældede over mit arbejde, mig selv og mit liv, og ikke bare over den konkrete situation der gjorde at jeg blev frustreret og utilfreds. Det betød at jeg ikke rigtig sank ind i tilværelsen. Jeg var jo ikke kom met det helt rigtige sted hen endnu; kolleger, ar bejdsopgaver og de situationer jeg befandt mig i var på en eller anden den måde noget midlertidigt og ikke en del af mit virkelige, rigtige, sande liv som ventede et eller andet sted om det næste hjørne.
Denne næsten fundamentalistiske tankegang, altså forestillingen om at der var én sandhed jeg blot ikke havde fundet frem til, står i modsætning til den frie, åbne og blide måde at gent age metodelyden på i Acem-meditation. Jeg er sikker på at noget af dette rigide i min tanke gang på en eller anden måde er blevet opblødet gennem meditation. Jeg ved ikke helt hvordan. Måske var det noget med måden jeg gentog metodelyden på, at jeg stræbte efter den perfekte, rigtige måde at meditere på, men så forstod, at ingen af mine gentagelser af metodelyden var absolut perfekte: ikke perfekt ledige, ikke perfekt klare, ikke perfekt tydelige, ikke perfekt i tempo. Men det er en efterrationalisering. Jeg husker at jeg i meditation fik en erkendelse af at hverken jeg eller verden er perfekt, men jeg ved ikke helt hvorfor.
Det er som om der var noget både barnligt og uforløst knyttet til min reaktion på tilværelsen når den ikke var perfekt, synes jeg nu, når jeg ser tilbage på det. Når tingene ikke blev som jeg forventede eller som jeg ville have det på arbejdet eller i familien, så kunne det også bare være lige meget og så gik jeg min vej, i psykologisk forstand, vendte det hele ryggen og sprang ud i en fantasi om at alt skulle være helt anderledes. En slags drøm om at en dag ville alt blive godt, helt og fuldstændig rigtigt, i stedet for at forholde mig til den konkrete utilfredsstillende situation, og det er jo barnligt. Det uforløste ligger i at der var noget i mig der var så stærkt at jeg ikke kunne distancere mig fra det. Idealerne greb mig og styrede mine forventninger til hvordan mit liv og min verden burde være. Jeg tror det hang sammen med den underliggende følelse af utryghed jeg talte om tidligere - for når verden ikke var uproblematisk og gnidningsfri blev jeg utryg. Og det at være alt for tæt på den følelse i den rene, ufortyndet form var simpelt hen for ubehageligt.
At meditere er jo en ensom aktivitet og det har nogle gange været udfordrende at sidde der og mærke på den ensomhed og utryghed der kom indefra. Mange gange har jeg mediteret med et voldsomt tryk fra ængstelse, uro, sitrende nervøsitet, tankemylder, anspændthed i krop og skuldre. Det har føltes næsten ulideligt, og det at prøve at være uanstrengt tilstede i meditationen har været som at ville åbne et vindue halvt i stormvejr. Af og til var en lidt fjern måde at meditere på det bedste jeg kunne få til, når disse følelser var stærke. Men så alligevel er der hist og her blevet lidt mere rum i meditationen, om end kun vagt og utydelig. Og før eller siden er jeg jo kommet gennem støjmuren og frem til en mere nuanceret brug af opmærksomheden. Grundlæggende stemninger er blevet mere tilgængelige, ensomhed og utryghed for eksempel. Jeg tænker at det er den måde meditation virker på: den giver os en mulighed for at vi kan forholde os til det uacceptable, det utilstedelige, det rædselsvækkende i os selv, så vi ikke behøver leve et liv i indre landflygtighed.