Far gik søgende fra rum til rum i den nedlagte skole som han og mor havde købt på Stevns fire år tidligere. I den gamle skolestue havde de etableret et rådgivende ingeniørfirma som de begge var en del af. Resten af huset var beboelse. Der var også en stald og landbrugsjord. Ejendommen lå på landet med flere kilometer til nær- meste by. Systematisk samlede far alle de puder han kunne finde og bragte dem til soveværelset. Mor lå i sengen og familielægen stod ved siden af. Fødslen var i gang. Far arrangerede puderne på gulvet tæt på døren et stykke fra sengen. De skulle lindre faldet, hvis han besvimede.
Dagen efter min fødsel satte far telefon, blok og blyanter i sengen ved siden af mor og tog afsted. Han skulle til et byggemøde i København. Mor skulle som altid passe kontoret. Mor skulle passe mig, og mine brødre Ole og Rune. Hun skulle svare på telefonopkald, skrive breve og lave regnskaber. Hun skulle købe ind, lave mad, gøre rent, vaske og stryge. Der var hverken tid eller råd til barselsorlov. En sommerdag – 6 måneder efter min fødsel – bliver mor gravid igen. Det skete måske mens hun var ved at luge i den store have. Fars primære bidrag til det praktiske var at hjælpe med opvasken, slå græsplænen og sørge for at afløbene ikke stoppede til.
Mor fødte fire børn på 7 år. Min lillebror Peter under størst dramatik. Huset var omgivet af høje snedriver. Vejene var lukkede. Familielægen kæmpede sig igennem snedriverne de tre kilometer der var fra Store Heddinge til Renge Gamle Skole. Det blev hurtigt konstateret at Peter lå forkert. Det var for risikabelt at føde hjemme. Lægen ringede til politiet som alarmerede militæret. Nogle timer senere kørte de langsomt afsted med mor i et bæltekøretøj mod hospitalet. Far blev hjemme med os. Telefonen ringer da mor langt om længe var kommet frem til hospitalet 40 kilometer væk. Lægen ønskede at vide om de skulle redde hans kone eller barnet for det blev nok ikke dem begge. Mor døde undervejs, men de fik heldigvis liv i hende igen og Peter overlevede også. Jeg var 14 måneder da mor fik et nyt spædbarn at passe.
Uro og bekymring er stemninger som jeg har med fra barndommen. Ole og Rune elskede at drille (norsk: erte, mobbe) mig da jeg var lille. Jeg husker at de trængte mig op i en krog i køkkenet. De spærrede vejen så jeg ikke kunne komme væk. De morede sig over min frustration. De gjorde nar. Jeg ønskede at flygte, men kunne ikke komme forbi dem. Jeg var bange og blev mere og mere frustreret. Begyndte at græde og hoppe i arrigskab. Jeg kunne ikke komme væk. De blev ved og ved, grinede (norsk: lo) og grinede mens de kaldte mig en hidsigprop.
En anden tidlig episode fra barndommen gjorde stort indtryk. Jeg løber over gårdspladsen og ind til mor: ”Mor, mor - Ole ligger ude i stalden og er helt stille”. Jeg var ikke særlig gammel men fornemmede at noget var galt - helt galt. Ole lå bum-stille på stengulvet med ansigtet nedad. Ole og Rune var klatret op på loftsbjælkerne. De havde kravlet mellem bjælkerne på nogle løse brædder. Ole mistede balancen og faldt ned. Han lå nu på gulvet og havde mistet bevidstheden. Mor løb hurtigt over i stalden. Hun ruskede ham, så han vågnede igen. Han fik en kraftig hjernerystelse og lå i sengen længe. Alle fik et chok. Huset fyldtes af kollektiv bekymring, en stemning af uro for hvordan dette ville ende. Jeg forstod ikke så meget, men mærkede den trykkende stemning. Det var vigtigt at være stille. Ole skulle ligge stille i sengen og alle skulle være stille.
Siden den gang og indtil sin død sagde far altid: ”Lad være med at falde ned” som afskedsbemærkning. Jeg forbinder kommentaren med Oles fald fra loftet i stalden. Faldet hvor Ole næsten døde. Far sagde det med et smil, men som tiden gik blev jeg træt af at han altid sagde det. Det var kærligt ment, men det irriterede mig. Bemærkningen var en konstant påmindelse om den forfærdelige hændelse og at livet er farligt. Den fik mig til at føle mig som et udueligt lille barn. Jeg følte at far talte ned til mig. Jeg følte at han antydede at jeg ikke kunne passe på mig selv, og det irriterede mig. Også i dag – mere end 50 år efter - har jeg antennerne ude i forhold til at blive talt ned til. Det gør mig vred.
Følgende episode fra min barndom er dukket op i mange langmeditationer. Hele familien sad og spiste. Mor råbte et eller andet, løb ud af huset og smækkede døren efter sig. Hun startede bilen, gassede op og kørte væk. Grundfølelsen er uro. En intens uro og ængstelse for om mor ville komme hjem igen. En usikkerhed om det var min skyld at mor blev vred og forlod os. Jeg var bange for om hun ville køre galt med vilje eller at der ville ske en ulykke når hun kørte bil i vrede. Vi børn havde fået fortalt, at mor en gang kørte ind i et træ. Jeg var bange for om det ville ske igen. Jeg var meget bekymret for om vi ville miste mor for altid. Bange for at hun døde – og at det måske var min skyld.
Mor kørte ikke galt, men Ole blev nogle år senere kørt ned af en stor lastbil. Hændelsen satte mange spor. Ole’s ene fod blev knust. Den blev aldrig som den anden igen. Ole måtte stoppe med at spille fodbold, stoppe med at løbe og f ik som knapt teenager specialsyede sko. Den ekstra tykke sål og meget høje vrist på den højre sko mindede os alle om at der en gang skete noget frygteligt. Noget som forandrede Oles liv for altid. For Ole var konsekvenserne stigmatiserende. For mig lagde hændelsen ekstra lag på opvækstens bagtæppe af bekymring og uro.
Uro og bekymring mærkedes i hverdagen tydeligst i brystet som et bredt bælte, der konstant trykker brystkassen lidt ind. Det minder lidt om at have en alt for stram forbinding eller brystholder på. Under lange meditationer viser uro og bekymring sig både mentalt og fysisk. Kropsligt kan det føles som en sitren. En konstant, muskulær, vibrerende spænding som efter hård fysisk træning. Mentalt er den oftest en altomsluttende følelse, der kan være svær at sidde i. En stemning, hvor der ofte ikke er kon krete tanker eller billeder knyttet til. Jo lettere jeg mediterer, jo mere urovækkende kan det være. Enkelte gange har gentagelsen af den indre metodelyd føltes som en strømførende ledning, der giver mig stød. Lysten til at flygte bliver stærk. Nogle gange har jeg været nødt til at lægge mig ned – tage en pause og samle mod til at sætte mig op og fortsætte.
Jeg har også selv lavet ulykker. En dag styrtede Peter og jeg afsted på vores cykler til skole. Vi var lidt sent på den. Der sad et par duer på vejen. Vi regnede med at de ville flyve når vi nærmede os, men de fløj ikke. Pludselig drejer Peter styret i en hurtig bevægelse for ikke at køre dem over. Han mister balancen og falder af cyklen. Jeg nåede ikke at undvige men kørte ham over. Jeg kørte over hans mave med forhjulet, vælter og falder ned over ham. Peter skriger. Jeg blev meget bange for, hvad der var sket. Jeg hjalp ham ind i vejkanten og cyklede med et hamrende hjerte alt, hvad jeg kunne hjem og hentede mor og far. Jeg kunne høre hans skrig en del af vejen. Han havde slået fortænderne ned i vejen. Jeg havde frygtelig, frygtelig dårlig samvittighed. Heldigvis blev tænderne ikke ødelagt. Peter fik nogle knubs men alt blev fint igen. Det var et held, at der ikke skete mere. Jeg ville have angret hele livet, hvis jeg havde være skyld i at han fik ødelagt sine tænder eller andet. Jeg var meget lettet, men tænkte også at det kunne have gået meget værre.
Jeg har været vidne, offer og delagtig. Jeg har hørt historier og fået fortalt, hvad jeg ikke bør gøre. Det er bekymringen for om ting går galt, som sidder igen. Den har præget min adfærd og mine livsvalg. Verden var farlig og ting kunne let gå galt. Det handlede om at være fornuftig, forudseende og forsigtig. Jeg har været meget optaget af, hvad andre tænkte om mig. Det har været vanskeligt at tage beslutninger – for hvad ville der ikke kunne ske, hvis jeg tog den for kerte beslutning? Ville jeg blive holdt for nar? Ville jeg miste venner og familie?
Det har været vigtigt ikke at tiltrække mig for meget opmærksomhed eller gøre noget forkert. Der var en uro for ikke at passe ind - ikke blive accepteret - ikke holdt af. Der var også en uro for de mange følelser som jeg mærkede i mit indre. Følelser som til tider var vanskelige at styre. Uro og bekymring har resulteret i en slags livsalvor. For mig er livet alvorligt og dyrebart. Det bør ikke nydes væk. Jeg tænker meget på døden og hvad det er fornuftigt at bruge tid på.
Acem-meditation har givet mig mere ro. Det var ukendt og udfordrende i starten når der blev helt stille i meditation. Når både krop og sind var stille, og det eneste det handlede om var at være til stede lige der. Her blev den blide gentagelse af den indre metodelyd det trygge. Det indre anker; holdepunktet. Metodelyden er nu det gode velkendte som giver mig mod til at fortsætte. Mod til at være lige der uden forventning, behov for at præstere eller et ønske om at f lygte. I Acem-meditation har jeg fundet et godt sted. Et roligt sted. Et uendeligt sted, hvor det er okay at være mig. Uden forventning, uden retning, bare være – lige der. Nu mange fordybelsesretræter senere er det den dybe indre ro som fylder mest i hverdagen.