Modvillige minder

Gennem hele min barndom har jeg følt, at min mors familie var den rigtige familie. En rigtig familie, der holdt sammen, fejrede begivenheder, var pålidelige og redelige. Med et jovialt lune, der blødte den lidt forlegne stivhed noget op. Fra barnsben udgjorde den en varm følelse, fordi dén gren af slægten repræsenterede det stabile, det ulastelige, holdepunktet. Dén gren ville jeg gerne ligne. Om det så var min mor brors topmave, så indgik den i hans rolige væsen, måske nok også med en lidt flegmatisk personlighed. Der var en overgivelse til tilværelsens erkendelse af måske ikke at have drevet det til noget stort, men dog have haft blik for det væsentligste. Nok med en vis mage lighed til følge. En livsanskuelse, der ikke bundede i nogen utopisk tro på egen formåen, men gjorde, at man ikke ofrede familieværdierne for overdrevne, luftige drømme og vidtløftigheder. Man rendte ikke af pladsen. Man forlod ikke ægtefællen. Man fejrede familiebegivenheder, hvor alle stillede op, men man bar sine drømme og nederlag i stilhed. Imødekommende, varme, sjældent dømmende eller fordømmende. Jeg kunne lide den gren af familien. De var hyggelige at mødes med. Da mine morforældre døde og ikke mere udgjorde et samlingspunkt, var min mors familie stadig i stand til at mødes om store og små fejringer. Det har livet igennem givet mig en følelse af sammenhængskraft.

MIN FAR

Men jeg lignede min far. I mine yngre år forsømte min mor ingen anledning til at fortælle mig det. At ligne min biologiske far, gav mig stor skyldfølelse i min barndom. Når jeg i min mors øjne ikke opførte mig passende, kunne bemærkningen falde: ”du ligner din far”. Det var nok til at jeg krympede mig. Jeg måtte forstå, at jeg nødig skulle ligne min far, fordi jeg dermed videreførte alle hans uansvarlige og slette egen skaber. Jeg forbandt min far med skam fordi han havde forladt min mor og tre børn til fordel for en ny kone. Jeg følte mig forvist fra det gode selskab ved den slags bemærkninger. Følte mig uren. Hvordan kunne jeg tillade mig at vise mig sammen med den rigtige familie, min mors familie, når jeg var som snydt ud af næsen på den sjover, der havde svigtet kone og børn for et nyt uansvarligt eventyr? På den ene side nød jeg, når det myldrede med fætre, kusiner, onkler og tanter, mormor og morfar, men på den anden side var fornøjelsen iblandet en skyldfølelse over at have sneget mig ind blandt dem. Blandt ordentlige mennesker. Det måtte ende galt. Jeg måtte blive afsløret og udstillet som den paria jeg var med de uheldige arvede egenskaber.

Vi var hele familien til en sammenkomst. Mellem middagsretterne, der hurtigt er overstået for børn, søgte vi fætre og kusiner hinanden, som børn gør, der fornyer relationen. Snart hvirvlede vi i fangeleg gennem selskabslokalerne. De små efter de store. Jeg var den lidt ældre fætter, der f ik et par yngre i spurt efter mig. Fra et lokale til det næste. Rundt om søjler og – selvfølgelig – en af de små purke slog sin pande imod og søgte vrælende sin mor, min tante. Jeg følte en samlet families bebrejdende blikke mod mig. Var jeg ikke som den lidt ældre dreng skyld i, at den yngre fætter løb panden mod muren? Jeg var uansvarlig, jeg var - min far.

Som ung fandt jeg i min mors gemmer et halvt sort-hvidt bryllupsfoto. Revet over på langs. Jeg genkendte naturligvis straks den kønne unge brud, der glad holdt brudebuketten ind til sig. En meget ung udgave af min mor. Men gommen manglede. Billedet var revet resolut, men ret præcist over på langs. Min far var slettet fra familiens liv. I min mors gren af familien var han derefter omgærdet af tavshed. Det var skamfuldt, og fortielsen underbyggede min følelse af at være forkert, når jeg blev mindet om min lighed med den far, der var lyst i band.

”Hvor blev du af i vores liv, da vi var små?” Min rigtige far havde en enestående evne til at glide af på den slags påtrængende spørgsmål. Jeg fik kontakt med ham, da jeg var ung. Min mor havde ret, jeg lignede ham. Vi kom hurtigt og let på bølgelængde og skuldrene faldt ned i hans selskab. Min mors signalement af min far holdt kun delvist. Han var hyggelig og ligefrem. Et vigtigt element, der var udeladt i min mors billede af min far. Han viste en velgørende glæde ved at gense mine søskende og mig og senere sine børnebørn. Hans version af mors og hans kuldsejlede forhold var uden de store detaljer, men det var tydeligt, at han havde en anden forståelse af grunden til ægteskabets ophør. Skylden blev forsøgt lagt på min mor og hendes nye forhold til min stedfar. Hvilket fik mig til at gå i brechen for min mor. Hendes ære skulle ikke beklikkes.

Med årene har jeg indset, at der i den joviale ”rigtige” gren af familien er en manglende evne til at tale om svære ting. I min mors gren af familien gemmer sig talrige skjulte nederlag, ømme anslag fra livet, der måtte holdes inden for den nære familie. I dag, hvor min mor og hendes søskende næsten er faldet fra, mødes vi fætre og kusiner sjældnere. Når vi deltager til vores forældres begravelser, læser vi hinandens blikke på sekundet. Jeg kender dig, jeg har set dig, lille og svag. Jeg ved hvad dine forældre bar på i tavshed og jeg læser din byrde af det i dag. Jeg bor i din barndom og du bor i min.

STEDFAR

”Han tog dig på skødet og gav dig mad. Det var nyt for mig!” Ordene var min mors og de gjaldt min stedfar, der kom ind i mit liv fra tre årsalderen. Sætningen er nærmest blevet en nøglefortælling om min biologiske fars manglende nærvær som far og ægtemand. Det sled hårdt på min mor og sleb hendes retorik om min far til bitre, skarpe ordvalg, uden tanke på de små ører, der tog dem til sig.

Min stedfar var på afgørende områder en diametral modsætning til min biologiske far. Resolut, en handlingens mand. Han imponerede min mor, som trængte til en hjælpende hånd med børn, job og hverdag. At han blev taget godt imod af den ”rigtige” gren af familien, som jeg biologisk stod nærmere end han, forstærkede kun min egen følelse af ikke at høre til. De blev gift ret hurtigt. Han flyttede ind hos os. Vi skulle kalde ham far. Jeg fik et efternavn, som jeg aldrig har brudt mig om, men alligevel ikke siden har skiftet. I dag kan jeg i tilbageblik se hvordan de begge kæmpede for at holde sammen på familien. Det sled på deres ægteskab.

Jeg husker en evigt træt mor, der faldt i søvn så snart hun sad ned. Jeg husker at min stedfar knoklede sig til hjertetilfælde, som jeg ikke følelsesmæssigt kunne involvere mig i. Jeg husker mig selv liggende på gulvet hos bageren mens jeg hysterisk forlangte at få en kage. Jeg råbte og skreg, sparkede i gulvet og var fuldstændig uanfægtet af hvad andre i butikken måtte tænke om mig. Jeg har været tre-fire år og helt i centrum for min egen vrede og afmagt. Gentagne afslag fra min mor udløste kun nye sveddryppende udbrud fra mig. En kæmpeskikkelse i form af min stedfar trådte ind og løste min mor fra den svære opgave som opdrager. Han løftede mig op og gav mig en regulær endefuld. I min erindring tårnede han sig op over mig, hans tavse vrede føltes overvældende og fundamental. Hvor det i familien blev en fortælling om mit temperament som lille, var det væsentlige øjebliksbillede for mig frygt. Et skelsættende minde fra min opvækst og definerende for mit forhold til min stedfar. Beslægtede minder om korporlig afstraffelse dukker jævnligt op. Det lunefulde nakkedrag, det vilkårlige gok i hovedet med skaftet af en smørekniv, som kunne falde spontant, var forvirrende og uforudsigeligt. At min mor bebrejdede min stedfars metoder gav mig på den ene side en nødvendig forbundsfælle i hende, men langt fra altid et svar på hvori min brøde bestod. Det blev et vilkår at leve med en usikkerhed, der skærpede min undgåelsesadfærd. Hvor han var, gled jeg som en skygge væk, hvis det var muligt.

Jeg er i dag sikker på, at han ville det bedste, han forsøgte at udfylde den rolle som far, som han og min mor følte dækkede vores basale behov. Vi har aldrig sultet eller manglet tøj på kroppen. Jeg ved at mange værdsatte hans generøse sider og med god grund. Alligevel er utryghed en grundfølelse, der aldrig slap mig i hans nærvær.

Min bror, som var mere modig end jeg, tog os i en uset stund ind i forældrenes halvmørke soveværelse, og frem bag døren fremdrog han selve spanskrøret. Vi kendte det begge med en kropslig smertelig hukommelse. Jeg fik nok mest med det. Broderparten. Men vi havde aldrig stået med det i hånden. Jeg husker at jeg berørte det let, men trak skyndsomt hånden til mig og flygtede ud af det dunkle rum. Som en paraply eller et skohorn, indgik spanskrøret i husstandens redskaber, hvor det kun havde én funktion: afstraffelse. Ikke dagligt, men som en evigt lurende trussel. Det var ikke et redskab der, som slag med bøjler, var udtryk for en øjeblikkelig afmagtsfølelse fra den voksne, og som barnet gennemskuede med det samme og som vi næsten kunne grine (norsk: le, smile) af indvendigt. Spanskrøret blev svirpet velovervejet og med fast hånd. Det var i min stedfars øjne en ret og rimelig (norsk: retfærdig) afstraffelsesmetode. En pligt. I min barndom funderede jeg ofte over om man bare gik ind i en forretning og købte et spanskrør. «Et skohorn og et spanskrør, tak!» Men undgik vi at tale om det, eksisterede det ikke. Nævn ikke trolden ved navn, var den magiske tænkning i mig. Spanskrøret havde sin plads i det tavse, dunkle.

Det tog en stor del af mit voksenliv før jeg kunne stille spørgsmålstegn ved den cementering af min lukkede natur, der så længe havde udtrykt: ”Vis ikke svaghed, lad ingen kende dit indre liv! Blot dig ikke!” Det var vanskeligt at vedkende mig, at barndommen åbenbart påvirkede mig endnu. Som et ekko af det svundne, der traf mig en sommer som modvillige minder. Den sommer på min første meditationsretræte står endnu klart for mig. Erindringer blev uventet forbundet med følelser, der kom bag på mig. Det var nyt at kunne betro mig til andre, der ikke udviste utålmodighed men derimod lod til at spejle sig i mine personlige barndomsminder. Begivenheder, oplevelser og stemninger fra barndommen dukker jævnligt op i hverdagstankerne i meditationen. Frygten for at nærme mig og tale om de pinlige sider af mig selv som svag dreng, har fået skrællet et par lag af. Nye, mere modne nuancer, er vokset frem. Nye synsvinkler kommer i centrum for en tid for senere at blive skiftet ud med andre. Omtrent som et f ilmsæts kameravinkler.

Min stedfar og jeg kunne ikke nå hinanden. Jeg har efterfølgende haft en fornemmelse af, at han undervejs prøvede at række hånden ud, men jeg tog ikke imod den. Afstanden var for stor. Han trak sig ofte tilbage om aftenen, så min mor og jeg kunne tale uforstyrret. Han må have erkendt at samtalen gik lettere, når han havde forladt lokalet.

Han forsvandt ud af min mors liv, da hun tog sin første afgørende selvstændige beslutning i mange år. Hun lod sig skille og ingen af hendes børn forsøgte at få hende fra det. Som voksen er jeg indimellem blevet forskrækket over min egen vrede og hidsighed, der kan være ude af proportioner. Ikke at jeg har lagt hånd på nogen, men jeg har måttet stå ved, at jeg selv inde- holder en vrede og en indesluttethed, der får mig at ligne den person i mit liv, som jeg har villet lægge mest afstand til.

Desværre løb kontakten med min biologiske far ud i sandet i mit voksne liv. Det bærer jeg også selv en del af ansvaret for. Det fylder mig med vemod. Af tabte muligheder. Spildte chancer. Men vigtigst af alt får det mig til at rette opmærksomheden mod dem i mit liv, som betyder alt for mig i nutiden. Min egen nære familie, der bekræfter tilværelsen i dag. At jeg i tilstrækkelig grad har knyttet dem til mig og formår at udgøre den søjle i deres liv, som de har været og er afhængige af. Heri er muligheder, der er afgørende ikke at lade gå til spilde.