Det ensomste sted på jorden

- Hvor kommer skammen fra?

MEDFØDT OG TILLÆRT
Den danske chefpsykolog Lars J Sørensen har skrevet bogen Skam - medført og tillært. Han har mere end 25 års erfaring som psykoterapeut.

Han beskriver skam som både et allestedsnærværende fænomen, som samtidigt er så
flygtig i sit væsen, at skamfølelsen både kan have været der og være forsvundet igen, uden at nogen har opdaget det. Mennesker kan leve et helt liv, eller gå i langvarig terapi, konstant akkompagneret af forkerthedsfølelse, følelsen af, at der er noget grundlæggende galt med en, uden at personen selv eller omgivelserne opdager, at følelsen af forkerthed skyldes skam. Der kan gå år med regelmæssig meditation før en person begynder at forstå at negative vurderinger rundt ens udførelse kan være knyttet til personlige skamtemaer. 

Vi fødes med et fundament af medfødt sensitivitet for nærheden til et andet menneske, drevet frem af behovet for tilknytning. Sørensen mener, at skamfølelse er en medfødt, hensigtsmæssig instinktiv sensor for menneskelighed og takt, en utrolig virksom og følsom socialiseringsfaktor. I en tryg og god tidlig barndom får tilknytningsbehovet lov til at udfolde sig i nær psykologisk kontakt med forældrene. Hvis ikke, sker der en udnyttelse af barnets længsel efter kontakt og følsomhed, og barnet kan udvikle det, som Sørensen kalder “den forkrøblede skam”. Denne type skam er opslidende og smertelig, og vanskelig at nærme seg. Man holder den på afstand, uden at vide det. Meditation kan være en metode til at nærme sig skammen, til trods for at meditationsteknikken ikke umiddelbart har noget med skam at gøre.

FØRSTE OG MEST AFGØRENDE SOCIALISERINGSFØLELSE
Skamfølelsen beskriver Sørensen som den første og sikkert mest afgørende
socialiseringsfølelse. Alene et betydningsfuldt blik fra forældrene, at blive set eller at blive vurderet, er nok til at belønne eller fordømme. Fra omkring 6 måneders alderen kan man iagttage, hvordan barnet holder øje med mor, og mors reaktion fortæller barnet, hvordan det selv føler. Skam handler ikke så meget om det, man har gjort, men om den, man er, og herved om at være god nok. Forældrenes svigtende anerkendelse bliver til svigtende selvforståelse.

Skammen dannes tidligt i barndommen, i en præverbal fase, før barnet har udviklet
sprog, ord og begreber. Derfor kan det være umuligt at nærme sig hændelserne ved at
snakke om dem. Der kan ikke-verbale metoder som meditation være nyttige. I Acem
meditation får de grundlæggende stemninger lov til at komme til udtryk. Gradvist kan man finde ord for dem, eller dele af dem. Man kan bedre få fat på, hvordan man føler og handler, og det gør ikke noget, at man ikke fuldt ud forstår, hvordan grundlaget blev lagt i barndommen. 

Finfølelse, omsorg og takt fra forældrene imødekommer barnets naturlige blufærdighed og hjælper til grundlæggelse af vigtige egenskaber som tillid, selvtillid, empati og tilknytning. Ofte, mener Sørensen, ligger der en basal mangel på taktfølelse bag mange “morsomme” historier om børns reaktioner. Tænk blot på alle hjemmevideoerne på de sociale medier, hvor forældre har filmet børn, der gør noget “morsomt” til forældrenes og tilskuernes utilslørede morskab. Den slags situationer kan indgive barnet en følelse af afstandstagning eller udhængning og fremkalde intens skamfølelse.

FRA PLETFRIT YDRE TIL EN VERDEN I GRUS
For personer, der kæmper med kronisk skam er der ofte ikke nogen oplevet frygt for at blive ramt af skammen. Den daglige udfordring er derimod al den energi, der mobiliseres for at beskytte sig mod at føle skam. Det er svært at føle sig tilpas med sig selv. Behovet for at holde lave, skamfulde selvbilleder ude af bevidstheden kan f.eks. dækkes af et kompensatorisk selv med et mestrende, pletfrit ydre.

Hvis man som voksen oplever akut skam, opleves det ofte som helt ødelæggende og beskrives for eksempel som: Jeg føler mig helt blank, usammenhængende, kan ikke finde ord, kan ikke tænke. Føler mig rystet, som om jeg er ved at gå i opløsning. Jeg ønsker kun at synke i gulvet og forsvinde, eller helt ophøre med at eksistere. Denne følelse er forankret i barndommens erfaring: Når barnet gør noget, det ikke må, vil forældrenes irettesættelse udløse akut skam, og barnet føler at verden raser i grus. En god-nok forælder vil hurtigt efter en irettesættelse genetablere den kærlige relation til barnet og efterlade en følelse hos barnet af at “Jeg gjorde noget galt, men nu er det overstået, og jeg er stadigvæk et godt barn”. Den slags episoder hjælper barnet til at lære, hvad der er godt og hvad der er skidt og opbygge viden om, hvordan man relaterer sig til andre.

Hvis forælderen igen og igen ikke formår at reparere den akutte skamfølelse, kan det lede til kronisk skam, fordi barnet overlades til på egen hånd at genskabe en oplevelse af, hvem det er i relationen. Uden hjælp, uden at tilknytningen genoprettes, opstår et split mellem god og slem, og barnet fortrænger hele oplevelsen. Men den “sidder i” kroppen, fordi dette ofte finder sted så tidligt i livet, at barnet ikke har ord for det. Hvis dette gentager sig igen og igen vil forældrenes manglende evne til at hjælpe barnet til at håndtere dets følelser efterlade barnet med en intens følelse af skam, af at være alene, ude af kontrol, overvældet, disintegrerende. Stærke følelser, behov for tilknytning, eller fornemmelsen af at noget er galt i en relation vil da udløse skamfølelse, og barnets indre (delvist ubevidste) rationale er: Der er noget galt med mig og mine alt for stærke behov.

Senere, som teenager, kan skamfølelsen hænge sig på f.eks. dele af kroppen, seksualitet, følelser, eller kompetencer, hvor eksponering ledsages af dyb selvforagt. Som voksen lærer man efterhånden at camouflere og kompensere for tendensen til at føle skam, men selvbeskyttelsen betyder også, at man bliver fremmed over for sine underliggende genuine følelser, erfaringer og relationer til andre. Patricia DeYoung omtaler skammen som “en mur af separation som beskytter det skrøbelige selv mod indtrængende blikke og ord fra andre og samtidigt forhindrer personen i at række ud efter kontakt”. Mange børn lærer hurtigt at gemme sine “dårlige følelser” væk, så omgivelserne kun ser det veltilpassede barn, fordi barnet har lært at det er den eneste måde, det kan få den opmærksomhed fra forældrene, som det så desperat har brug for.

ØJNENE ER SJÆLENS - OG SKAMMENS - SPEJL
Leon Wurmser beskrev, hvordan det nyfødte barn rækker ud og tager imod med øjnene. Han var psykoanalytiker, men brød med Freuds etablerede forståelse af, at det er munden, der er den første psykoseksuelle kontaktflade mellem barnet og omverdenen. Spædbarnet leder med øjnene for at finde genklang og accept i forhold til det, der mærkes. Det ved ikke, hvad det mærker, og kender ikke betydningen af det, før det er blevet formidlet af den nære omsorgsgiver. Forskere har påvist, at der ved fødslen er et såkaldt “åbent vindue” på 24 til 48 timer, hvor barnet ikke bare tager imod, men rækker ud med øjnene (Stern D. Det nuværende øjeblik - i psykoterapi og hverdagsliv. København, Hans Reitzels Forlag, 2004). Som en mulig genklang af dette taler Stern om “nuværende øjeblikke” - de helt specielle og betydningsfulde stunder af samklang og nærvær, hvor tiden gerne måtte stå stille, fordi det føles som at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. 

Disse “mødeøjeblikke” er helt modsatte fra situationer, hvor tiden også står stille, men hvor man føler sig totalt forkert og kun ønsker at komme væk. Disse skamfulde øjeblikke beskrives af Wurmser som mættet af ensomhed, forfærdelse og gru, hvor det eneste ønske er at forsvinde og om nødvendigt dø, blot Jorden ville åbne sig, så man kunne fjerne sig fra dens overflade (“synke i jorden af skam”). Skam går på tværs af kulturer - på kinesisk siger man at “han kunne ikke vente til han fandt et hul i jorden, han kunne synke ind i”. Kinesisk kultur er meget præget af skam, og har talrige ord og begreber både for skam og skamrelaterede reaktioner som f.eks. foragt. 

Blikke kan med Lars J. Sørensens ord udstråle både dræbende foragt og kærlig accept. Blikket alene kan være afgørende for, om man kommer i Himlen eller føler sig sendt ad Helvede til.

Hvis “mødet” med barnet skal lykkes, siger Lars Sørensen, er det afgørende ikke at se på eller kommentere noget ydre, såsom barnets udseende eller præstationer. Det afgørende er at se barnet i dets væren. Når barnet bliver set, føler det sig anerkendt som sig selv.
Skamfølelsen senere i livet kan overvindes ved, at man tillader sig selv at blive set med kærlige øjne. Begge parter vil typisk blive bevægede, når det sker. Desværre kan det være så belastende at tage ind over sig, at der findes alternativer til skamfølelsen, og at det gode findes, at modstanden forhindrer det kærlige blik fra den anden i at “nå frem”.

Lesetips til elever i VGS

Er du nysgjerrig, ønsker å forstå mer eller trenger bakgrunnstoff til stilskriving? Emneknagger og utvalgte artikler finner du her.

Abonnement på Dyade

Et abonnement på Dyade er en betydelig gave til en ubetydelig pris. Fire temanummer i året, hvert nummer en fordypning i ett spesifikt tema.

Abonnement kan kjøpes her

Abonnere fra Sverige

Abonnere fra Danmark

2020-utgivelsene

1/20: Skammen

Tidligere utgivelser:

4/19: Under overflaten

3/19: Hukommelse

2/19: Lidenskap og vitenskap

1/19: Vesten vs. Resten 

4/18: Vårt forhold til dyr 

3/18: Yoga

2/18: Rus

1/18: Magiske speil

Meld deg på vårt nyhetsbrev

Det kan du gjøre her

Facebook

Lik oss på Facebook og få oppdateringer hver gang det skjer noe.

Dyade på Facebook

Smakebiter

Skyen

Etter mitt første fordypelseskurs i Acem gjenopptok jeg tegning. De fem siste årene hadde jeg tegnet lite, og forholdt meg til tegning som en måte å illustrere idéer på.

Et rom der dørene til det ubevisste står på gløtt

Jeg har et mål, men vet ikke veien til målet. Jeg vet ikke engang hvordan målet ser ut. Jeg vet bare at jeg skal skrive noe om min erfaring som arkitekt og som mediterende, men hva teksten kommer til å handle om vet jeg ikke enda.

Det er typisk en kreativ prosess for en arkitekt, å jobbe mot et mål, med et resultat vokser frem underveis. Og prosessen er ganske lik, enten det gjelder å skrive eller å tegne hus.

Turist i et krevende land

Bilder fra en reise i Algerie

Den arabiske mannen

— mellom barken og veden

Vi har hørt mye om Midt-Østens kvinner og deres vilkår, men hvordan er det å være arabisk mann, vokse opp i en arabisk familie, leve sitt liv med kone og barn, venner og arbeidskolleger? Er de entydige vinnere i kjønnskampen, eller er det ikke så enkelt?

De har andre skikker og synsmåter enn skandinaviske menn. Kan vi allikevel forstå deres hverdag og liv?

Yoga og helse

— hva sier forskningen?

Hva gjør yoga med helsen? Ulike yogabøker presenterer ulike effekter, noen basert på rene antagelser, andre på erfaring. Det siste tiåret har vitenskapelig forskning på yoga tatt seg kraftig opp. I denne artikkelen diskuterer Erik Ekker Solberg, Halvor Eifring og Are Holen yoga-forskningens resultater.

Stillhetens bevegelser

Vi er mennesker av kjøtt og blod, og våre liv er spunnet inn i tiden. Yoga og meditasjon gir svar til noen av sinnets lengsler mot stillhet og tidløshet, men slipper aldri helt taket i kroppens, sansenes og hverdagens mylder av krav og behov. Kroppslige og mentale teknikker kan hjelpe oss å leve nær spenningsfeltet mellom det stille og det støyende.

I have nothing to say, and I am saying it

- Nøytralitet som forpliktelse

Tate Gallery for Modern Art i London har ved siden av et non-figurativt maleri slått opp dette sitatet av den nonfigurative maler Gerhard Richter: ”I have nothing to say, and I am saying it.”

Kunne han (Sarkozy) bare sett det selv!

For å illustrere aktualisering kan man bruke ikke bare historier om mediterende, men også ”felles kjente” fra politikk, næringsliv og litteratur. Det er ingen grunn til å tro at f eks Frankrikes tidligere president Nikolas Sarkozy eller Apples grunnlegger Steve Jobs ville ”holdt ut” med en mild meditasjonsmetode som Acem-meditasjon. Men de kan brukes som pedagogiske eksempler i et mer allment forsøkt på å forstå hva aktualisering er.

Meditasjon over døde kropper

Slutten på livet er tema for meditasjon i de fleste kulturer. Men den aller sterkeste påminnelse om dødens realitet er fysisk: livløse kropper, råtnende legemsdeler, hodeskaller og knokler. Man skulle kanskje tro at slikt bare fyller en med vemmelse, men fredfylt ro ser ut til å være en like vanlig reaksjon.

Med ansikt mot døden

Døden er absolutt. Den er ikke høflig. Den pakker ikke inn. Døden kommer når den kommer og tar det den tar. Den presser alvor og følelser selv på de som liker å holde denslags på avstand. Døden er brutal, men ærlig.

Feriereisen og fortellingen om deg selv

- om forskning på turisters erfaring av reisen

Svein Larsen har gjennomført en rekke studier av turister og feriereisende, blant annet med vekt på motiver for å reise, vurderinger av risiko og sammenlikning på tvers av land og kulturer.

Reise i okkupert land

"Halvor, du må våkne!" I søvne har jeg hørt den harde og intense bankingen lenge, men den har flytt sammen med bilder og fantasier i drømmene mine, og jeg har sovet ufortrødent videre. Men nå er det vår dør de dundrer løs på, etter først å ha brutt seg inn gjennom det lille og primitive, men egentlig ganske hyggelige hotellets hovedinngang og gått fra dør til dør med det samme støyende og angstvekkende budskap: "Husundersøkelse!"

Hvor opptatt er vi av sex, og hvorfor?

Det er vel kjent at unge menn kan ha lyst på sex en gang i mellom, men seksualbehovet ser ut til å gjennomsyre oss hele livet. Seksualdriften påvirker oss livet igjennom, enten vi vil det eller ikke. Dette gjør sex til en eksistensiell utfordring.

Sjekking, sex og partnervalg

- kresne kvinner og ivrige menn?

Menn vil spre genene sine til flest mulige kvinner, mens kvinner har færre sjanser og satser mer på hver mann – at han skal bli der for alltid og beskytte henne og barna. Men hvor godt stemmer dette for hvordan kvinner og menn sjekker i dag? Og er det faktisk slik at menn har mest lyst og kvinner ikke orker?

Menn uten manuskript

Guttemannen lunter inn på scenen. Ikke farlig. Bare uskikkelig.

Uregjerlige liv med vendepunkter

Hva er vår livshistorie? Det er i alle fall ikke dokumentasjon av alt som har skjedd i livene våre. Vi har ikke hjernekapasitet til å huske alt, og om vi – med støtte i moderne datalagring – kunne det, så ville det bli en uprioritert oppsamling av smått og stort som knapt ville interessere noen.