Ni dages skambearbejdelse

– Acems kommunikationskursus

EVIG AMBIVALENS
Ved afslutningen af et af Acems kommunikationskurser er der typisk en usædvanlig god stemning. Næsten alle er enige om at det har været en vigtig begivenhed. Man har snakket om centrale forhold i sit liv; ofte drejer det sig om dimensioner og hændelser man ikke tidligere har verbaliseret, til dels sider ved sit liv som man fortryder og skammer sig over. De fleste siger at dette var så vigtigt at man vil komme tilbage og fortsætte processen med at forstå sig selv bedre.

Så går det et år, et nyt kommunikationskursus starter, men mange af de deltagere, som sagde de ville komme tilbage, er der ikke. Hvad er der sket?

Hvis man skal snakke om sit liv på en måde som åbner for forandring og ny forståelse, kommer man ikke udenom at dele sider ved sig selv og hændelser i livet, som man skammer sig over. Tidligere deltagere har erfaret, at det er nyttigt og berigende. Men at komme tilbage er ikke kun at vende tilbage til en fascinerende og givende proces, det er også at vende tilbage til det skamfulde. Da kan ens ubevidste bremse. Måske uden helt at tage udtrykkeligt stilling til det, prioriterer man andre ting. Datoerne reserveres ikke i tide. På et eller andet tidspunkt passer det ikke. Modstanden har taget over. Skammen har vundet.

SKAMMENS UDFORDRING
I kommunikationsgrupper deler man sider ved livet, som har været udfordrende. Skamtemaer kan være vanskelige at snakke om. I starten kan de psykologiske barrierer være så kraftige at man ikke husker noget som helst. Et typisk udsagn kan være: Jeg havde en fin barndom, men kan ikke huske noget særligt fra den. 

Mange bliver forbavsede over, hvor intenst skammen kan præge en person, uanset om det er en selv eller andre. Det kan f.eks. dreje sig om hændelser, hvor man har følt sig lille, utryg, uværdig, beskidt, foragtelig, een som andre ikke har villet have noget med at gøre eller bare har stødt fra sig. Skammen kan fremstå som noget, der ikke er til diskussion hos personen, så fuldstændig sand, at det nærmest er urokkeligt. Uanset hvad andre siger; så ved man bedst selv hvem man er, og det er ikke meget.

KROPPEN - SKAMMENS ARENA
At sex ofte føles skambelagt, har sammenhæng med at mange helt enkelt er genert og blufærdig over sin nøgne krop. Der kan skamfølelse let hænge seg op.

En yngre kvinde fortalte i en kommunikations gruppe om, hvor meget skam hun havde i forhold til sin krop. I hendes øjne var der så meget galt med den, at den som så hende nøgen, umuligt kunne elske hende. Hun troede aldrig på, at nogen mand for alvor ville være tiltrukket af hende. Hun følte sig sikker på, at hun ville ende livet som ugift og barnløs. I parforhold tog det hende lang tid at føle sig tryg og god nok, på en måde gav det sig aldrig helt, der lurede en frygt for også der, at blive set, vejet og fundet for let. Skammen over kroppen kompenserede hun med store krav til sig selv om at skulle se godt ud “på overfladen” - tøj, hår, veltrænet - alt skulle være på plads så ingen kunne se den dybe skam bagved. I hverdagen kunne hun føle sig “bedre end”, men omklædningsrummet ville hun ikke komme i.

Gruppen blev stille efterhånden som den forstod hvilke intens indre virkelighed disse nedvurderinger udgjorde for hende. Hun havde nok enkelte minder om at hun ikke altid var den grå eller ynkelige mus, hun så let følte sig som. Det kunne hjælpe lidt for en kort periode. Men ikke længe. Til det var skammen for stærk. Den sejrede altid til sidst. Med et lille smil sagde hun: Jeg har altid haft let for at forstå det med figenbladet. Min krop har jeg altid villet tildække så andre ikke kan se den.

RACISME INDEN FOR SKUDVIDDE
Acem har siden 1983 arrangeret kommunikationskursus hvert år. De fleste gange over ni dage, to gange har det været af 14 dages varighed. Deltagerne opnår først og fremmest ny indsigt om sig selv og sine relationer til andre, men kurset kan også åbne et nyt vindue til verden derude. Konteksten på et kommunikationskursus er social. Alt foregår i større eller mindre grupper. I drøftelserne af kursuserfaringerne forsøger man at trække paralleller til verden derude. Hvad kan vores egne processer på et kommunikationskursus lære os om samfundsmæssige og politiske processer generelt?

Fanget af egen skam kan det være vanskeligt at forstå at ens følelse af at være lille og ubetydelig kan have noget som helst at tilføre i forståelsen af samfundet. Det interessante er, at når man forstår sin “lille verden” på lidt nye måder, så kan det også bidrage til at kaste et andet lys på den “store verden”. Man skal være forsigtig med at psykologisere kollektive processer, men psykologi er en del av det store spil; verdenshistorien er også en indre historie.

Terapeuten Sandy Hotchkiss taler som nævnt indledningsvist om “shame dumping” når man tillægger andre sine negative egenskaber. Tilsvarende mekanismer kan gøre sig gældende mellem grupper. Ikke bare én, men mange, kan slippe af med noget af sin egen utilstrækkelighed, mindreværd eller taberfølelse ved at råbe, at det er de andre, som stinker.Det er dem derovre, dem, som er anderledes, dem der ikke er som os, som snavser verden til. Det er dem, der lugter, dem må vi blive kvit, slippe af med, rense væk, forfølge og ødelægge. Diskriminering, racisme, religionsforfølgelse, jødehad, raseriet mod de andre kan føles som en befrielse. Skammen er ikke her, den er der.

Historien er fuld af eksempler på hvor let det er at mobilisere et raseri mod dem, som er anderledes. Mange andre grunde end shame dumping ligger bag. Men den kan alligevel forklare en hel del, ikke mindst hvorfor det kan være så svært at stoppe forfølgelse, når den først er kommet i gang - til det er den for tilfredsstillende. 

GENNEM SKAM TIL ÆRLIGHED
Skam og ærlighed kan høre sammen. De er dele af den samme udfordring.

Ærlighed omtales tit som et etisk valg. Men eksistentiel ærlighed er også en færdighed, som må læres. Det arbejder man også med på et kommunikationskursus. Det drejer sig ikke om nemme løsninger, men om at
kunne være blandt andet i sin skam for at kunne mærke på og føle efter, hvad det er, som har skabt den: hvad holder man tilbage, og hvordan forsøger man at undgå at se sig selv?

På sig selv kender man andre, siger en gammel talemåde - at se sine egne løgne kan gøre det nemmere at identificere fup, tildækning, manipulationer og usandheder hos andre. Politisk debat består ofte i tendentiøse, fordrejede og fejlagtige udsagn. En introspektiv udforskning af egen uærlighed kan gøre det lettere at se den hos andre. Det kan bidrage til at offentlige løgne i større grad falder på stengrund.

Imidlertid er det ikke altid ærligt i eksistentiel forstand at udpensle skammen i alle former og farver, helt uden grænser at fortælle alt det stygge eller groteske man kan sige om sig selv og sine nærmeste. Man kan virke “ærlig”, men egentlig snakke ud fra en ufølsom afstand. Enkelte forfattere, journalister og kunstnere efterstræber også en slags “bundløs” ærlighed, hvor det elendige, stygge og hæslige er det virkeligt sande. Alt det, andre har modstand mod er i det perspektiv “sandt”. Man skaber et verdensbillede, hvor det ikke længere er heltene, men staklerne, der sejrer.

PARFORHOLDETS SHAME DUMPING
I en kommunikationsgruppe tog en mand et problem op fra sit parforhold. Hans hustru spurgte ham jævnligt, hvad han syntes om hendes hofter. Han havde et stærkt ideal om at skulle være ærlig og valgte derfor at sige det som det var: At han bedst kunne lide smalle hofter, og det var hendes ikke. De var faktisk ret brede. Gruppen var delt: Nogen var enige - det er vigtigt at være ærlig. Andre var stærkt uenige og så et tydeligt skamtema hos kvinden: Hun spurgte, fordi hun skammede sig over sine hofter, og hans svar fik hende til at skamme sig endnu mere, fastholdt hende i følelsen af at være forkert og ikke god nok. For hun kunne jo ikke ændre på de hofter, som naturen nu engang havde udstyret hende med.

Som gruppen udviklede sig kom det frem, at manden selv havde mange skamfulde erindringer fra barndommen og ofte kunne føle sig mindreværdig og utilstrækkelig både i arbejdslivet og i parforholdet. Han huskede, hvordan forældrene havde ladet ham synge foran en stor gruppe voksne gæster, da han var fire år gammel. Han havde sunget i vilden sky, stolt som en pave, lige indtil moderen sagde med latter i stemmen til alle gæsterne: Ja, han tror jo han synger lige så godt som Elvis, han ved jo ikke bedre. Skammen ramte som et lyn, han følte sig lillebitte og ønskede at synke i gulvet. Var der en sammenhæng mellem barndommens (og den voksnes) skam og den skam han uforvarende dumpede på hustruen?

MED SELVFØLELSEN PÅ BØRSEN
I en kommunikationsgruppe tog en mand op, at han havde et sammensat forhold til penge. Han var ivrig efter at spare op og kunne leve på en sten. Det havde han det fint med. Pengene han sparede op, investerede han på Børsen. Og det udfordrede ham! Som han sagde: Jeg er meget mere optaget af de penge jeg taber, end af dem, jeg vinder. Hvis een af mine aktier stiger, er det fint, men heller ikke mere. Så kan jeg føle mig lidt suveræn, men ikke så længe. Det bliver nemlig aldrig nok. Uanset hvor meget jeg tjener, er der alltid nogen som har tjent mere. Det er ikke bare de andre jeg ligger foran, det er også alle dem, jeg ligger bag. 

Gruppen så hurtigt at her var der et skamtema i spil. Som en anden deltager i gruppen sagde: Jeg ville ikke have orket det. Hvis jeg var på Børsen og tabte penge, og det gør stort set alle investorer vel ind imellem, så ville det virkeligt gøre ondt og bekræfte alt det, jeg synes er galt med mig. Hvad jeg måtte have tjent på andre tidspunkter, ville forsvinde i en slags tåge af skam. Den psykologiske smerte ville bli for stor, for anstrengende.

MELLEM HIMMEL OG HELVEDE 
Skam kan indirekte komme til udtryk som en evig jagt efter at lykkes. Det kan for en stund trække os ud af den lave selvværdsfølelse og op i høje selvbilleder. Af og til lykkes man måske eftertrykkeligt, men det får ikke skammen til at forsvinde. Så snart, der kan være den mindste tvivl om præstationen, har skammen en åbning. Og den ved skammen at udnytte!

En yngre mand, som er i gang med en forskerkarriere inden for naturvidenskab, fortæller i en kommunikationsgruppe, at de andre i gruppen har spurgt ham om at bidrage til underholdningen sidste aften. Han kom med et forslag, som han selv syntes var fint og troede ville være både morsomt og tankevækkende for publikum. Men gruppen havde reageret helt anderledes og sagt: “Undskyld, men hvad handler dette indslag om?” Fra følelsen af vellykkethed var han blevet kastet ned i en følelse af dyb skam: Hvem er han som tror, at han har noget som helst at bidrage med, når de andre ikke engang forstår ideen?

På spørgsmålet om, hvorvidt han husker andre episoder, hvor han har følt sig lille-bitte og uværdig, fortæller han om, at han for nyligt fik publiceret en artikel i et højt profileret tidsskrift og var glad og stolt. Så kommer der efter nogle uger en henvendelse fra redaktøren, som fortæller, at han har modtaget et modindlæg fra en anden forsker. Han rammes øjeblikkeligt af intens skam og følelsen af, at denne åbenbart har set noget ved artiklen, som er helt forkert, at artiklen aldrig skulle have været publiceret. Følelsen kommer allerede før han har læst, hvad kritikeren skriver. Hvordan, spørger han sig selv, kunne jeg være så dum at skrive artiklen i første omgang? Da han endelig vover at læse modindlægget viser det sig, at dette i grunden er positivt, men rummer et par uddybende, relevante kommentarer.

Den samme forsker møder også en stærk selvkritik, når han forbereder videnskabelige foredrag. En indrepræstationsangst med en konstant, selvkritisk stemme som fortæller ham, at dette bliver ikke godt, han skulle aldrig have sagt ja. I meditationerne kværner temaet på samme tid både som en drøm om et flot indlæg som alle taler begejstret om, og så dommedagsstemningen om et dårligt indlæg. Spørgsmålene fra salen forsegler hans skæbne: Positive kommentarer gør godt, interesserede spørgsmål hører han stort set som kritiske. Så orker han ikke at møde blikkene fra dem han kender på konferencen, er helt overbevist om, at alle føler det samme som han: dette holdt ikke mål, du er en skuffelse, det burde du have gjort bedre.

ALDRIG I MÅL
En yngre kvinde reflekterer i kommunikationsgruppen over, hvordan det er at være der. Hun har været næsten helt tavs i de første dage, har ikke rigtigt turdet gå ind i processen. Hvad holder dig tilbage, spørger gruppelederen. Hun fortæller, at det er hendes første komkursus, og hun har været meget i tvivl om, om hun overhovedet skulle komme. Usikkerheden er kun blevet større af, at gruppeprocessen ikke har et klart program, men i stedet følger det, som deltagerne selv tager op. Hvordan kan hun vide, hvordan hun vil blive taget imod? En af de andre deltagere siger: Det er helt anderledes end i går, hvor du var leder af køkkentjenesten. Der virkede du meget kompetent og tryg i rollen, ingenting var overladt til tilfældighederne. Kvinden smiler og siger: Jamen det kunne jeg forberede mig på, og dét kan jeg, være velforberedt!

I arbejdslivet, fortæller hun, er hun kendt som den, der leverer varen, højproduktiv og ordentlig. En, man kan regne med. Men også krævende. Hun er ikke kun hård ved sig selv, men også ved dem omkring sig. 
Hun bærer på en vedvarende følelse af at “der er noget galt med mig, jeg er dybest set ingenting, og det kan alle se, hvis de ser ordentligt efter”. Skamfølelsen er ubærlig. Og så fortæller hun om en workaholic- mentalitet, der har præget hende gennem hele livet. I skolealderen var eksamener en skrækblandet fryd: På forhånd var hun hamrende nervøs, sikker på, at hun ville dumpe, at læreren ville slå ned på netop det, hun ikke var forberedt på. Og så gik det modsat: Topkarakterer, ledsaget af kortvarig glæde, stolthed og lettelse: Så er jeg ikke så dårlig alligevel. Men ikke længe efter vendte den desperate stræben tilbage. 

Og i mål kommer hun aldrig. Skammens slavedriver bliver aldrig tilfreds. Til gruppen siger hun: Jeg tror, at I tænker kritisk om mig, også når jeg gør det godt som arbejdsleder. Jeg bliver lidt kedelig. For pletfri.

INBOKSEN
I en kommunikationssgruppe fortalte en mand om udfordringerne med at håndtere sine e-mails. Temaet var dukket op, fordi han havde checket mails i en spisepause. Han var hårdtarbejdende, fik mange mails hver dag. Flere end han kunne nå at håndtere. Det var frustrerende ikke at kunne komme i bund med dem allesammen. Han lavede systemer til at håndtere dem, men alligevel ramte det ham med en helt overvældet følelse, hver gang han åbnede for mailen og så alle de nye, ubesvarede mails, der lå og ventede på, at han skulle tage stilling og forholde sig til arbejdsopgaverne. Efterhånden hadede han inboksen og tolkede det som et resultat af for mange arbejdsopgaver.

Gradvist som han snakkede sig varm i temaet, gik det op for ham, at følelsen af overvældelse nok ogsåhavde en kerne af skam: Dette kan andre håndtere, men jeg kan ikke. Den underliggende følelse var hjælpeløshed: Dette er mere end jeg kan kapere, jeg får det ikke til, det nytter ikke at forsøge engang.

ARBEJDE SIG IHJEL FOR AT SLIPPE
En kvinde fortalte, hvordan hun havde snakket med venner om skammen i sit liv. Hvordan hun i mange år havde forstået gennem bl.a. meditation, vejledning og kommunikationsgrupper, at hun havde mange lave selvbilleder og høje idealer, og at det at svinge mellem dem var meget belastende. 

Hun havde også opdaget, hvordan selvkritiske tanker plagede hende ikke bare i meditation, men også i hverdagen, en næsten konstant indre stemme, som var intenst kritisk. Nu var det blevet tydeligere for hende, at til det lave selvbillede og den indre stemme knyttede der sig en stærk, nærmest lammende, skamfølelse, som var så forfærdelig at nærme sig, at hun automatisk gjorde næsten hvad som helst for at undgå at komme nær den. F.eks. arbejdede hun med stor intensitetet og alt for pligtopfyldende. For at få bekræftelse og leve op til sine høje idealer og for at undgå kritik, der altid sendte hende ned i dyb skam.

Hun var meget tankefuld over, at hun ikke langt tidligere havde identificeret skamfølelsen. Hun så, hvordan meditative processer gradvist havde gjort hende mindre sårbar, det var ikke længere så forfærdeligt at begå fejl eller at nogen var misfornøjede med hendes indsats. Men dermed forsvandt også noget af drivkraften til at arbejde så meget, og hun fandt sig selv i en udfordrende situation med mange arbejdsmæssige forpligtelser og opgaver og svigtende engagement og energi til at løse dem. Begyndte at drømme om at slippe det hele og kun “gøre det, hun havde lyst til”, som heller ikke ville være en løsning eller enkelt at finde ud af; hun havde jo flere sider som alle ville noget forskelligt.

STÆRKERE I GRUPPE
Personlig eksponering i Acem sker som regel i gruppe, det kan være i en meditationsvejledning eller på et kommunikationskursus. Dermed adskiller processerne sig fra individualterapi. En fordel ved gruppeprocesser er, at flere øjne ser og flere ører hører. Det giver plads til flere indfald og perspektiver. At en gruppe er mere eller mindre enig med personen, kan også forstærke det som siges. Det bliver sværere ikke at tage det alvorligt, selv om noget i een er vant til at tænke anderledes om det og gerne vil, at det ikke skulle være sådan som gruppen siger.

Acems grupper bygger på en forudsætning om fortrolighed. Det, som kommer op, forbliver i gruppen. Man kan sagtens fortælle andre om det, man selv har eksponeret, men ikke det andre har sagt. Derfor er faktuelle forhold ændret i dette nummer af Dyade, så konkrete situationer vanskeligt kan genkendes, men det psykologiske aspekt er bevaret.

At være deltager i en kommunikationsgruppe opleves ofte lidt utrygt i starten. Efterhånden forstår man, at alle “er i samme båd” med hver sine temaer og udfordringer. Gruppen bliver efterhånden et meget trygt sted, hvor man kan dele erindringer, tanker og følelser, som man måske aldrig tidligere har snakket om. At slippe gruppen ind i disse skamfyldte indre rum er en stor lettelse - som en trold, der revner, når den rammes af solens stråler. Mange tidligere deltagere fortæller, hvordan deltagelse i kommunikationsgruppe har hjulpet dem til grundlæggende at forstå aspekter ved sig selv på en ny måde. At dele noget i en gruppe, ikke bare med en enkelt anden person opleves mere “offentligt”. Det, man siger, bliver kendt for “verden” (gruppen) og er ikke bare en fortrolig meddelelse i et lukket rum til en terapeut med tavshedspligt.

IKKE STÅ FOR SKAMMEN
De kræfter i os, som ikke ønsker, at vi forandrer os, kan gøre os ambivalente ikke bare over for kommunikationskurset, men over for Acems aktiviteter mere generelt. Lange meditationer og vejledning er steder, hvor man opsøger skamfulde afkroge i sindet.

Selv om man sætter pris på Acem som organisation og alt det frivillige arbejde, kan man alligevel have en indre reservation. Organisationen forbindes med ens egen følelse av skam siden det er “i Acem-land” den er blevet aktualiseret, eksponeret og set. Selv personer, som har mediteret hele deres voksne liv, kan have et dobbelt forhold til metoden og organisationen. Det kan være en skepsis eller modvilje man selv ikke fuldt ud forstår, måske ikke en gang erkender.
Acems økonomiske fundament er baseret på hundredtusindvis af timer med frivillig indsats. Paradoksalt har det ikke været så let at få succes med en mere traditionel donationskultur. Mange ser ud til at have en modstand mod at invitere til, at der i anledning af f.eks. en rund fødselsdag i høj alder doneres til Acem. Det samme gælder, når personer dør, selv i tilfælde hvor meditation og Acem har været det vigtigste livsengagement ved siden af familie og arbejde. At skrive i dødsannoncen at gaver til Acem er velkommne har tilsyneladende en højere tærskel end for f.eks. kræftforeninger, Red Barnet eller Røde Kors. Ved at opfordre til at der doneres til organisationer som “alle” synes om, kan man opnå en slags social eller indre kredit. Det er mere kompliceret, når det drejer sig om en organisation, som arbejder med introspektion og let kan udløse en ambivalens. Til forskel fra at hjælpe børn eller mennesker i nød, kan meditation være noget en del tager afstand fra eller ler af. Det kan gøre det ekstra svært at stå uforbeholdent for sit engagement i noget, som også vækker sammensatte følelser i en selv.

I tilknytning til arbejdet med egen proces gennem meditation og kommunikation i Acem har mange haft nogle af sine bedste, mest nærende og givende øjeblikke for øget selvforståelse. At stå “på mål” for sit engagement i forhold til “verden” kan give en følelse af at vise noget skamfuldt frem. Da kan det føles bedre at lade være.

Lesetips til elever i VGS

Er du nysgjerrig, ønsker å forstå mer eller trenger bakgrunnstoff til stilskriving? Emneknagger og utvalgte artikler finner du her.

Abonnement på Dyade

Et abonnement på Dyade er en betydelig gave til en ubetydelig pris. Fire temanummer i året, hvert nummer en fordypning i ett spesifikt tema.

Abonnement kan kjøpes her

Abonnere fra Sverige

Abonnere fra Danmark

2020-utgivelsene

1/20: Skammen

Tidligere utgivelser:

4/19: Under overflaten

3/19: Hukommelse

2/19: Lidenskap og vitenskap

1/19: Vesten vs. Resten 

4/18: Vårt forhold til dyr 

3/18: Yoga

2/18: Rus

1/18: Magiske speil

Meld deg på vårt nyhetsbrev

Det kan du gjøre her

Facebook

Lik oss på Facebook og få oppdateringer hver gang det skjer noe.

Dyade på Facebook

Smakebiter

Skyen

Etter mitt første fordypelseskurs i Acem gjenopptok jeg tegning. De fem siste årene hadde jeg tegnet lite, og forholdt meg til tegning som en måte å illustrere idéer på.

Et rom der dørene til det ubevisste står på gløtt

Jeg har et mål, men vet ikke veien til målet. Jeg vet ikke engang hvordan målet ser ut. Jeg vet bare at jeg skal skrive noe om min erfaring som arkitekt og som mediterende, men hva teksten kommer til å handle om vet jeg ikke enda.

Det er typisk en kreativ prosess for en arkitekt, å jobbe mot et mål, med et resultat vokser frem underveis. Og prosessen er ganske lik, enten det gjelder å skrive eller å tegne hus.

Turist i et krevende land

Bilder fra en reise i Algerie

Den arabiske mannen

— mellom barken og veden

Vi har hørt mye om Midt-Østens kvinner og deres vilkår, men hvordan er det å være arabisk mann, vokse opp i en arabisk familie, leve sitt liv med kone og barn, venner og arbeidskolleger? Er de entydige vinnere i kjønnskampen, eller er det ikke så enkelt?

De har andre skikker og synsmåter enn skandinaviske menn. Kan vi allikevel forstå deres hverdag og liv?

Yoga og helse

— hva sier forskningen?

Hva gjør yoga med helsen? Ulike yogabøker presenterer ulike effekter, noen basert på rene antagelser, andre på erfaring. Det siste tiåret har vitenskapelig forskning på yoga tatt seg kraftig opp. I denne artikkelen diskuterer Erik Ekker Solberg, Halvor Eifring og Are Holen yoga-forskningens resultater.

Stillhetens bevegelser

Vi er mennesker av kjøtt og blod, og våre liv er spunnet inn i tiden. Yoga og meditasjon gir svar til noen av sinnets lengsler mot stillhet og tidløshet, men slipper aldri helt taket i kroppens, sansenes og hverdagens mylder av krav og behov. Kroppslige og mentale teknikker kan hjelpe oss å leve nær spenningsfeltet mellom det stille og det støyende.

I have nothing to say, and I am saying it

- Nøytralitet som forpliktelse

Tate Gallery for Modern Art i London har ved siden av et non-figurativt maleri slått opp dette sitatet av den nonfigurative maler Gerhard Richter: ”I have nothing to say, and I am saying it.”

Kunne han (Sarkozy) bare sett det selv!

For å illustrere aktualisering kan man bruke ikke bare historier om mediterende, men også ”felles kjente” fra politikk, næringsliv og litteratur. Det er ingen grunn til å tro at f eks Frankrikes tidligere president Nikolas Sarkozy eller Apples grunnlegger Steve Jobs ville ”holdt ut” med en mild meditasjonsmetode som Acem-meditasjon. Men de kan brukes som pedagogiske eksempler i et mer allment forsøkt på å forstå hva aktualisering er.

Meditasjon over døde kropper

Slutten på livet er tema for meditasjon i de fleste kulturer. Men den aller sterkeste påminnelse om dødens realitet er fysisk: livløse kropper, råtnende legemsdeler, hodeskaller og knokler. Man skulle kanskje tro at slikt bare fyller en med vemmelse, men fredfylt ro ser ut til å være en like vanlig reaksjon.

Med ansikt mot døden

Døden er absolutt. Den er ikke høflig. Den pakker ikke inn. Døden kommer når den kommer og tar det den tar. Den presser alvor og følelser selv på de som liker å holde denslags på avstand. Døden er brutal, men ærlig.

Feriereisen og fortellingen om deg selv

- om forskning på turisters erfaring av reisen

Svein Larsen har gjennomført en rekke studier av turister og feriereisende, blant annet med vekt på motiver for å reise, vurderinger av risiko og sammenlikning på tvers av land og kulturer.

Reise i okkupert land

"Halvor, du må våkne!" I søvne har jeg hørt den harde og intense bankingen lenge, men den har flytt sammen med bilder og fantasier i drømmene mine, og jeg har sovet ufortrødent videre. Men nå er det vår dør de dundrer løs på, etter først å ha brutt seg inn gjennom det lille og primitive, men egentlig ganske hyggelige hotellets hovedinngang og gått fra dør til dør med det samme støyende og angstvekkende budskap: "Husundersøkelse!"

Hvor opptatt er vi av sex, og hvorfor?

Det er vel kjent at unge menn kan ha lyst på sex en gang i mellom, men seksualbehovet ser ut til å gjennomsyre oss hele livet. Seksualdriften påvirker oss livet igjennom, enten vi vil det eller ikke. Dette gjør sex til en eksistensiell utfordring.

Sjekking, sex og partnervalg

- kresne kvinner og ivrige menn?

Menn vil spre genene sine til flest mulige kvinner, mens kvinner har færre sjanser og satser mer på hver mann – at han skal bli der for alltid og beskytte henne og barna. Men hvor godt stemmer dette for hvordan kvinner og menn sjekker i dag? Og er det faktisk slik at menn har mest lyst og kvinner ikke orker?

Menn uten manuskript

Guttemannen lunter inn på scenen. Ikke farlig. Bare uskikkelig.

Uregjerlige liv med vendepunkter

Hva er vår livshistorie? Det er i alle fall ikke dokumentasjon av alt som har skjedd i livene våre. Vi har ikke hjernekapasitet til å huske alt, og om vi – med støtte i moderne datalagring – kunne det, så ville det bli en uprioritert oppsamling av smått og stort som knapt ville interessere noen.