Meditation: fra projektion til introspektion

Hvis man kommer træt hjem efter en anstrengende dag på arbejde, kan man være pirrelig over for det mindste familien gør, den opleves ret og slet forfærdeligt irriterende. Uden at være bevidst om det, udstråler man “noget”, der får familien til at føle sig ilde til mode, fordi man selv føler sig så udslidt. I stedet for at se i øjnene, hvor udkørt man er og anlægge et introspektivt perspektiv (“Jeg er træt og irritabel, fordi jeg har haft en hård dag på arbejde, det har ingenting med familien at gøre”), så projiceres hele erfaringen ind i de nærmeste, så de føler sig skidt tilpas. Selv om irritationen ikke helt kan kompensere den dårlige dag på arbejde, så er der alligevel en vis lettelse (men måske også lidt dårlig samvittighed bagefter) i at projicere ubehaget over på andre. I hverdagen bruger vi alle denne type projektion, ofte uden at vide det.

Acem-meditation kan i nogen grad forebygge Meditation: fra projektion til introspektion - Mærke efter, hvordan man har det denne type situationer. I Acem-meditation vendes opmærksomheden indover. Det er i sig selv en kontrast til projektion, som i sit væsen er rettet mod det derude, den anden, væk fra os selv. I Acem-meditation retter vi opmærksomheden mod metodelyden, en kombination af vokaler og konsonanter, som gentages i tankerne. Metodelyden er uden mening, men ikke uden virkning. Samtidigt får tanker, følelser, indtryk og stemninger lov til at komme og gå. Man slapper af. Ofte udføres Acem-meditation en halv time to gange om dagen. Om morgenen kan det blive tydeligere for en, hvilket humør man starter dagen med og måske lidt nemmere undgå at lægge misstemninger over på andre. I eftermiddags meditationen dukker dagens ”rester” op, f.eks. eventuelle vanskelige situationer. Gennem afspændingen forsvinder noget af ladningen, man kan få situationerne mer på afstand og hente friske kræfter til aftenen. Det kan også være, at man bliver mere bevidst om, at man føler sig træt eller utilpas, og dermed får hjælp til ikke at tage det ud på andre.

ACEM MEDITATION OG PSYKOLOGISK FORSVAR

Det er velkendt, at Acem meditation reducerer stress. Som noget nyt har et videnskabeligt studie¹ vist, at meditation kan reducere effekten af forsvarsmekanismer. En gruppe erhvervsaktive mennesker med stressende arbejde lærte Acem meditation. De som havde højere niveau af forsvarsmekanismer i udgangspunktet, opnåede større forbedring af stressrelaterede problemer på alle de områder, som blev målt, sammenlignet med en kontrolgruppe. I kontrolgruppen fandt man hverken at stress-relaterede plager blev reduceret, eller nogen kombineret effekt sådan som i meditationsgruppen.

De som praktiserede Acem-meditation fik signifikant reduktion af psykologiske forsvarsmekanismer. Dette tyder på at reduktion af både psykologiske forsvarsmekanismer og stressrelaterede plager er opnåelig med Acem meditation, og at der er en sammenhæng mellem de forskellige ændringer. Det ser ud til, at meditation spiller en rolle i denne proces.

¹ Hersoug AG et al. Frontiers in Psychology 2021 doi: 10.3389/fpsyg.2021.629784.

INTROSPEKTIV OPDAGELSESREJSE

Acem meditation er ingen garanti. Det er slet ikke det eneste sted, vi kan arbejde med at reducere tendenser til projektive mønstre. Det gør vi også i gode samtaler med nære venner, og hos de psykologer og terapeuter, rådgivere og coacher, som en del opsøger. Det specielle ved meditation er, at man kan finde hjælp til på egen hånd at se sig selv og sine typiske væremåder.

Acem meditation rummer mange muligheder for at se og forstå sider hos os selv, som ellers er helt eller delvist skjult for os. Vores måde at håndtere udfordringer i meditationen afspejler ofte typiske væremåder hos os. At meditere kan facilitere mere åbenhed for det ubevidste indhold som har været utilgængeligt. Nogle finder det fascinerende på den måde at åbne sig for sig selv og sine uerkendte mønstre gennem især langmeditationer. For andre opleves det irrelevant og provokerende, og for nogen er det en lidt skræmmende tanke. Det kan vække modstand, men giver også mulighed for at få mere kontakt med sine egne motiver og emotioner, og efterhånden mere selvindsigt og bedre kapacitet til at mærke og forstå mere af de følelser, man selv er ophav til.

At meditere kan stimulere en introspektiv interesse, men udbyttet er afhængigt af en motivation til at se på sit eget bidrag og hvad man selv kan gøre anderledes. Det kan være en av grundene til at nogen stopper med at meditere: Det er nemmere at rette opmærksomheden på alt det, der er galt derude, end mod det derinde.

At meditere er at være alene med sit eget. Der er ingen andre man møder end sig selv. Meditationen er en livsarena hvor projektion og fordrejet opfattelse udfordres. Meditationkan være en hjælp til at se, at reaktioner på andre som dukker op i meditation ikke kun skyldes noget de siger eller gør i øjeblikket, men også ens egen måde at huske dem og reagere på dem. Alt som sker i meditation, har ophav i ens eget sind, og er i den forstand ens eget ansvar.

UBEHAGET MED DE ANDRE

Man kan i meditation komme ind i intens irritation over en dårlig stol, lyde fra gaden, eller under en fællesmeditation på bevægelser fra andre mediterende i samme lokale. Det interessante er da ikke det projektive perspektiv (“Hvad er det, der er så forfærdeligt galt med stolen eller de andre?”), men det introspektive: “Hvad er det ved mig, som gør, at jeg reagerer så stærkt?” Sådan et selvreflekterende spørgsmål kan man stille sig i en række sammenhænge. Men det kan blive særligt tydelig i meditation, at vores stemninger dybest set har med mig og mine reaktioner at gøre, ikke med stolen, som man også ellers har benyttet, men uden at føle på en tilsvarende intens irritation eller trang til at skifte. Det kan også være tankevækkende, at man i samtalen bagefter opdager, at de andre mediterende i rummet ikke reagerede på stolen, ikke hørte lydene på gaden og ikke reagerede på de andres uro.

En kvinde fortæller i en vejledningsgruppe at hun ofte kan irritere sig, når hun mediterer sammen med andre. Hun begynder at snakke om, at hun i sine meditationer tænker meget på sine nærmeste. Hun har været samboende tre gange. Hver gang troede hun, at hun havde fundet den rigtige. Men når hverdagen indfandt sig med alt hvad det indebar, endte hun hver gang med at synes, at det blev for vanskeligt. Der var altid noget galt med samboeren. Den første var for aggressiv, syntes hun. Den anden tog for lidt hensyn til hende. Den tredje var for kedelig. Hun er begyndt at tænke på, at hun i grunden aldrig har overvejet, hvad hendes eget bidrag kunne være - det var lettere at se mændenes bidrag end sit eget. Samtalen i gruppen hjalp henne til at reflektere mere over hvordan hun så let lagde alt det negative, irritation og manglende accept, som hun følte over for sig selv, over på sine partnere. En vigtig samtale var startet da hun begyndte at snakke om det latente ubehag, hun havde mærket da hun mediterede sammen med andre. 

VEJLEDNING FOR AT FORSTÅ PROJEKTIONERNE

Også meditation kan blive genstand for projektioner. Når man i perioder i meditation mærker rastløshed, irritation eller ubehag, kan ansvaret let lægges over på meditationen. Der må være noget galt med teknikken! Man ser ikke, at det er en stemning man bærer i sig, som ubevidst eller halvbevidst præger en, og som slipper til i meditation, hvor man kan blive bedre kendt med den. Det opleves mere som noget som kommer på grund af meditationen og ellers ikke ville have været der.

I perioder vil meditation også vække modstand: rastløshed, uro og kedsomhed, fordi man kommer nær ubearbejdede sider af sig selv. Det kan let udløse projektive reaktioner, hvor man lægger problemet uden for sig selv: Der er noget galt med meditationen, med instruktionen, med underviseren eller med miljøet af mediterende. I den sammenhæng kan det blive en naturlig konklusion at stoppe med at meditere. Her kan vejledning være en god anledning til at nærme sig den psykologiske dynamik, som det egentligt drejer sig om. Siden modstand og negative stemninger lettere aktualiseres i lange meditationer, anbefaler Acem konsekvent at langmeditation over én time bør ske i en sammenhæng, hvor der er mulighed for meditationsvejledning. Det er godt, at meditation virker og at ubevidste sider ved os selv vækkes. Men det er ikke gunstigt at skulle håndtere det uden at være i dialog.

I selve meditationen skal man ikke tænke over eller hænge sig op i det, som sker. Under meditation skal man bare lade det ske, som sker, mens man uanstrengt gentager metodelyden i tankerne. Bagefter kan erfaringen fra meditationen give stof til introspektiv eftertanke.

For at optimere det selvreflekterende udbytte af meditation er vejledning og drøftelser med andre væsentligt. Man klarer ikke på egen hånd at bruge materialet fra meditationen fuldt ud. I meditation kan man også sidde længe og ruge på projektive og attribuerende tanker. Men har man først fået hjælp til bedre at se sit eget bidrag og mønstre ved at diskutere stemninger og indhold fra meditationen, kan man fortsætte processen i hverdagen uden det samme behov for andres indspil.

Når man har været gennem nogle runder med at mærke på projektioner i meditation, hvor ens egen modstand lægges ud, vækkes en nysgerrighed og motivation for forandring hos mange. Man ser hvordan meditation kan hjælpe en til at se, hvordan man placerer noget, som egentligt hører til derinde, ud på omgivelserne.

FRA ANGST FOR SØNNEN TIL ANGST DERINDE

Temaer i meditationerne kan hjælpe os til at se os selv fra et nyt perspektiv. En mand fortæller på en meditationsretræte, at han faldt i søvn i meditationen, og drømte om sin voksne søn. Han vågnede i en urolig, ængstelig stemning, er bange for, at der er sket sønnen noget. Efter meditationen skyndte han sig at ringe sønnen op. “Jeg har det fint”, svarede sønnen på hans spørgsmål, “jeg er sammen med mine venner, vi skal hen og prøve bungy-jump.” Faderen får endnu mere angst, og trygler ham om at sende en sms, så snart han har sprunget.

I næste meditation vender episoden tilbage og manden mærker igen den intense angst for at miste sønnen. Han mindes, at han mistede sin egen far uventet, han døde af et hjerteslag, kort før hans egen søn blev født. Sønnen fik sin farfars navn. Tankene går videre til at den type ængstelse har han haft før i meditation, også uden at den har været knyttet til noget særligt. Han begynder at forstå, at det drejer sig om en angst han bærer på inde i sig, og som han så lægger ud på situationer, hvor noget kan gå galt. Fra at være en angst han har lagt ud på noget derude, projiceret, tager reflektionerne en introspektiv drejning: Det drejer sig om en angst derinde, som ofte er der som en urolig stemning og som i meditationen kan blive endnu tydeligere.

Manden deler disse tanker i en vejledningsgruppe. En kvinde i gruppen bryder ind. Hun har siddet og tænkt på en veninde i meditationen. Har haft en masse bekymring for, om veninden, som er kronisk syg, bliver smittet med COVID-19, nu hvor der er så mange, der bliver smittet. Hun tænker at hun ligesom manden projicerer sin egen angst for at blive syg eller dø ud på angst for andres ve og vel.

HVEM FORAGTER MIG: DE ELLER JEG?

En ung studerende tænker på sine planer for fremtiden i meditationen. Han er ved at uddanne sig som personlig træner i et fitnesscenter, men vil supplere med at blive coach og sikkert også starte sin egen virksomhed. Næste dag i gruppen fortsætter han: Han har tænkt på, at de andre i vejledningsgruppen ikke tror på, at han kan klare det. Den studerende lægger negative, og skeptiske holdninger til sig selv ind i de andre. Han er selv positiv og vil forfølge et konstruktivt mål, mens andre er negative. Man kan spekulere på, hvad gevinsten er: Er det lettere for ham at andre tænker negativt om ham selv, mindre lammende, end at han selv gør det?

Vejleder holder den mulige projicering op for ham. Han bliver tankefuld og tilføjer: Jeg tænker jo også disse tanker selv. Dette er lidt typisk, at når jeg er sammen med andre, tænker jeg ofte, at ingen synes om mig, at man gerne vil af med mig.

I et andet eksempel har en mand tics. I meditationen bliver tics’ene meget påtrængende, og han bliver rastløs og irriteret på sig selv, føler sig håbløs. Han husker tilbage til barndommen, hvordan hans mor blev rasende over hans tics, hun råbte op, skældte ud, kastede med ting for at få ham til at stoppe. Som om det var noget, han selv kunne styre. Etter flere meditationer med tilsvarende erfaringer dvæler han mere ved situationen. Han snakker også om den i en vejledningsgruppe. Gruppen hjælper ham til at se at moderens opførsel er projektiv og udagerende: Hendes ubehag, måske angst eller skam, over sønnens tics kan hun ikke holde ud, og i stedet projiceres smerten over i ham, så han føler sig håbløs og ubrugelig, mens hun nok kan have følt en vis lettelse over udblæsningen.

Undertiden kan projektioner forstærke følelser, man har om sig selv. Et eksempel illustrerer dette: En mand med stærke mindreværdsfølelser kan holde sig meget tilbage. Han føler nemt, at han er til besvær, og at andre derfor vil foragte ham og mene at han er en belastning. Egentlig er det hans egen selvforagt han dermed lægger ud på andre. På en måde beskytter han sig dermed fra at turde. Han tager foragten fra de andre for givet og falder ind i egne stærke mindreværdsfølelser. Så er det bedre at lade være med at stikke sig frem.

Et andet eksempel kan være en mand, som er født og opvokset i en anden kultur. Han kommer i en langmeditation ind i stemninger om at han ikke har venner. ”Ingen der kan lide mig, jeg betyder ingenting for nogen”. Det er intenst negative selvbilleder, en følelse af ikke at være noget værd. Det er tungt at meditere med denne type stemninger, men han bliver siddende. Efter en stund er der noget derinde som ændrer sig. Perspektivet er ikke længere det samme. En ny tanke melder sig - selv om de andre opleves som foragtende, er det ikke sikkert de er det. At foragten kan være følelser, han lægger ud på andre. Andre minder dukker op. Måske er der alligevel nogen, som værdsætter ham.

TYDELIGGØRE ANSVAR

At meditere sker alene og i det ydre tilbagetrukket fra verden. Men den meditative process kan hjælpe os til bedre at se, hvordan vi tager, eller ikke tager, ansvar i de fællesskaber, vi er en del af.

Magelighed, eller selvoptagethed, finder let vej ind i projektioner om at andre er urimelige. De andre er ikke fysisk til stede i ens meditation. Men meditationens nøgne eksponering af ens egne reaktioner og tankemønstre kan bidrage til, at man ser sig selv tydeligere i verden derude.

En mand i en vejledningsgruppe på ugeretræte har svært ved at motivere sig til at sidde i de perioder af meditationen, hvor der er rastløshed og uro. Impulsen til at stoppe er meget stærk. Han synes det er komplet spild af tid at meditere. I vejledningsgruppen associerer han videre til følelsen. Han kender den godt. I hverdagen er han god til at komme sig væk, når noget skal gøres, som han ikke synes er meningsfuldt – når familiens voksne medlemmer f.eks. diskuterer, hvem skal købe ind, går han. Det må de ordne, ikke ham. De er urimelige som forventer at han skal stille op.

En kvindelig læge syntes også det var vanskelig å motivere sig for meditation, siden hun ind imellem blev rastløs, når hun mediterede. Hun var også lidt træt af de tilbagevendende udfordringer med et arbejdsliv med nattevagter, som hun hadede. Særligt var det belastende at blive vækket af yngre kolleger, der havde brug for hendes hjælp midt om natten, når hun endelig var faldet i søvn på vagtværelset. Hun arbejdede med de dårligste patienter på intensivafdelingen, hvor det ofte handlede om liv eller død. Hun var begyndt at overveje, om hun skulle søge nyt job. Syntes det var så urimeligt igen og igen at blive forstyrret af krævende kolleger, når hun havde allermest brug for søvnen.

Nogen i gruppen gav hende ret - at det måtte være et hårdt arbejde at passe. Andre så det anderledes: Når du bliver ringet op midt om natten, så er du på arbejde og får betalt for at være det. Så er det vel rimeligt, at yngre kolleger ringer til dig, når der er noget, de er usikre på? Det er vel derfor du er på vagt? Som du fremstiller det, lyder det nærmest som en krænkelse, at de vækker dig? Efterhånden så kvinden selv, at hun nok var lidt urimelig over for kollegerne i stedet for at acceptere udfordringerne ved det arbejde, hun havde valgt. Og, tilføjede hun: ”meditasjonen er jo også af og til en udfordring”.

Meditation kan hjælpe os til afspænding og hvile efter arbejde og stress og dermed gøre os bedre i stand til igen at yde vores. Vi kan få et klarere forhold til, hvordan det både i og uden for meditation er perioder, hvor ikke alt føles godt.

På et dybere plan kan reflektion over den meditative proces hjælpe os til at se tydeligere, hvad der er vores ansvar. Dels hvordan vi nogle gange gennem projektive fortolkninger unddrager os vores del af et arbejde, der skal gøres. Dels hvordan vi i andre sammenhænge kan være overansvarlige. Introspektion gennem meditation kan bidrage ikke bare til den mediterendes egen proces, men til de fællesskaber den mediterende indgår i.