Begrebet projektion har forskellige betydninger. En IT-person kan tænke på en projektør, en bygningsingeniør på projicering i perspektivtegning osv. Dette Dyade ser nærmere på projektion som psykologisk begreb. Konceptet er kompliceret og forudsætter en vis forståelse for det ubevidste. Men også blandt fagfolk er der nogen uenighed om, hvordan projektion skal defineres.
Mange af os har en intuitiv fornemmelse af, hvad det psykologiske begreb projektion dækker over. “Hold op med at projicere”, siger vi til en anden, og mener “Nu kritiserer du mig for at gøre noget galt, hvor det i virkeligheden er dig selv, som er den ansvarlige”. Projektion er en af flere psykologiske forsvarsmekanismer.
Listen over psykologiske forsvarsmekanismer er lang og ikke éntydig. Styret af det ubevidste former forsvarsmekanismer på skjulte måder vores liv. Enkelte har defineret forsvarsmekanismer som dybest set løgne vi fortæller os selv for at undgå psykologisk smerte. Ellers er det også almindeligt at forstå forsvarsmekanismer som noget man benytter for at mestre de vanskelige følelser. De hjælper i nogen grad – omend kortsigtet. Alle kan genkende ønsket om at undgå smerte. Vi kan nemt forstå, hvor let det er for os ubevidst at undgå at se sandheden i øjnene, fordi det vil gøre for ondt. Men gevinsten kan være kortvarig. Mange gange er det i sidste ende bedre at se smerten i øjnene, fordi vi ellers ødelægger for os selv på den lange bane.
Psykoanalysens fader, Sigmund Freud, var en af de første til at beskrive projektion, og hans datter Anna Freud videreudviklede forståelsen. Projektion som begreb er derfor stærkt associeret med psykoanalytisk teori, hvor projektion beskrives som en af mange forsvarsmekanismer vi som mennesker bruger for at undgå at blive bevidst om tanker og følelser som fremkalder angst og andre vanskelige følelser.
Krav om at teorier skal videnskabeligt efterprøves har gjort at begrebet projektion af nogle forskere er blevet betragtet med skepsis - hvordan kan man studere et fænomen, som ikke er så let at udforske systematisk og objektivt? Andre forskere undersøger imidlertid forsvarsmekanismer - herunder også projektion - med forskellige, validerede metoder.
Ubevidst opførsel? Ikke hos mig!
Det er let at gå gennem livet med en tro på, at vores bevidste viden om os selv er alt, hvad der er at sige om os. Sandheden er imidlertid en anden: vigtige dele af vores følelsesliv er skjult for os, uden at vi ved det, de er ubevidste eller halvbevidste. Og konflikter mellem andre og os selv kan netop skyldes mekanismer vi ikke forstår. Vi tillægger de andre negative hensigter og egenskaber og tror selv, at det vi ser hos den anden, er sandt. Vi klarer ikke at adskille dem og det vi selv overfører på dem.
Vores ubevidste rummer tanker og følelser, som enten er for smertefulde at bære, eller som er i konflikt med vores moral og værdier og underminerer vores selvopfattelse. Det vil sige, at meget af indholdet af det ubevidste ønsker vi ikke at kende til. Havde vi ønsket det, var de ikke endt i det ubevidste.
Vi kan få et blik ind i vores skjulte følelsesliv, når noget vi siger, pludseligt afdækker noget, som vi ikke bevidst ønsker at sige. I Woody Allens film Annie Hall, starter hovedpersonen i intensiv terapi og siger “I don’t think I mind analysis at all. The only question is: Will it change my wife?” Replikken kan illustrere et projektivt mønster: Problemet ligger ikke hos mig, det er hos min kone. Det afspejler den sort-hvide tænkning, som er så typisk for projektion og som gør det så vanskeligt at løse fælles problemer. En vanskelig relation skyldes sjældent bare én part. Replikken kan også vise det Freud kaldte en fortalelse (forsnakkelse) hvis personen bevidst ville sige “Will it change my life?”, men det blev forkludret af det ubevidste (men skjulte) spørgsmål om ikke hovedproblemet var hustruen.
“Hvorfor er du så irriteret i dag?”
Et eksempel på projektion i hverdagen, som mange vil nikke genkendende til, er en velkendt interaktion i parforhold, hvor den ene anklager den andre for at være irriteret. Det nærmest automatiske default-svar kan være: Nej, det er dig, som er irriteret. Begge er i dårligt humør, men vil ikke tage ansvaret for den ubehagelige stemning og forsøger at skyde skylden over på den anden.
Andre eksempler kan være en kvinde, som føler sig fristet til at snyde ved en eksamen, og som beskylder andre for at være uærlige. Impulsen til at snyde projiceres ubevidst over på andre. En mand, der har uønskede seksuelle fantasier og længsler, bliver besat af hvor umoralske hans naboer er (uden at det er objektivt sandt). Eller en person, som har ikke-erkendte voldelige impulser, og som i stedet opfatter en anden som potentielt aggressiv.
“Det er dig, ikke mig, der er den slemme”
Ubevidst kan vi bruge projektion som en forsvarsmekanisme i hverdagen. Lad os se på et eksempel: En ung mand har glemt at hente en pakke på vej hjem fra arbejde, sådan som han havde lovet sin samboer, der er på barselsorlov. Hun spørger: “Hvor er pakken, du skulle hente for mig?”. Han indser sin fejl og beklager: “Ups, det er jeg ked af, jeg har fuldstændig glemt det!” Det er ikke første gang det sker, så hun udbryder, temmelig surt: “Helt ærligt, det ender jo med, at jeg selv må gøre det - som om jeg ikke har nok at se til herhjemme!” Han føler sig kritiseret, bliver vred, og siger: “Hvorfor i alverden gør du sådan et stort nummer ud af det? Jeg glemte det, og jeg har sagt undskyld. Du er altid så fordømmende!”.
Hans første reaktion er at påtage sig ansvaret og undskylde. Men da han møder en negativ reservation fra kæresten (hun er irriteret og kritiserer ham) bliver følelsen af dårlig samvittighed for uudholdelig, og han reagerer med projektion ved at fraskrive sig ansvaret og i stedet for skyde skylden på kæresten ved at sige, at det er hende, der er noget galt med. Så han har vendt hele situationen på hovedet. Han føler sig ikke længere skyldig over sin forglemmelse, men prøver i stedet (ubevidst) at få kæresten til at føle sig ilde til mode ved at give hende dårlig samvittighed over å være så fordømmende. Eksempler som dette vil de fleste af os kunne nikke genkendende til. At bære skyldfølelse er ubehageligt, og det er en lettelse, hvis den kan projiceres over på andre.
Projektion og attribuering
Inden for visse psykologiske retninger (særlig kognitiv psykologi) indvendes, at man sjældent kan være sikker på, hvad den som projicerer, egentlig selv føler. Måske illustrerer det noget af forskellen mellem psykodynamisk og kognitiv terapi. Psykodynamisk terapi sigter mod øget indsigt og mere kontakt med egne følelser (som kan give øget bevidsthed om bl.a. projektion), i modsætning til kognitiv terapi. Derfor foreslås det af nogen at bruge udtrykket attribuering i stedet for: Man tillægger andre egenskaber de ikke har eller forstærker noget hos dem. Dermed implicerer man ikke noget om, hvad den attribuerende selv måtte slide med.
For at nuancere yderligere har man inddelt begrebet projektion i tre niveauer: For det første kan man tillægge andre egenskaber, meninger, emotioner, skyld osv. (attribuering).
Det næste niveau er, at dét man tillægger andre, skal have ophav i én selv. I stedet for at indrømme følelsen hos sig selv, bliver man optaget af de samme følelser og motiver hos den anden - ofte vil det være én, man føler sig forbundet med. Det kan få én til at være kontinuerlig optaget af den, man har projiceret sine egne, indre følelser ud på, som en måde at minimere bevidstheden om følelserne hos sig selv. At få indsigt i, at emotioner og motiver har ophav i én selv, er en meget væsentlig del af psykodynamisk terapi, som anvendes af mange i dag. Der skal ofte ikke så meget til, før man kommer på sporet af, at kilden til følelserne og motiver er i én selv. Det er en tolkning som er vanskeligere at vise empirisk.
Det tredie niveau er, når man tillægger andre egenskaber, for at undgå at erkende det, som er ens eget.
Socialpsykologerne bruger begrebet defensiv projektion. Det er en mere beskrivende betegnelse for at man skyder noget af sit eget over på andre for at undgå ubehaget ved at tage ansvar for det selv. Denne beskrivelse er i øvrigt helt i tråd med en psykodynamisk definition af projektion.
I dette Dyade er terminologien ikke helt konsekvent. For enkelthedens skyld bruger vi udtrykket projektion, også i en del sammenhænge hvor enkelte fagfolk ville have valgt attribuering eller defensiv projektion.
Lettere at kaste med sten end at sidde i glashus
Typisk har vi lettere ved at se andres psykologiske mønstre, end vi har ved at se os selv. Det kan være svært at acceptere udsagn fra andre, der viser, at de ser mønstre hos os, som vi ikke selv ser.
Ikke mindst er det vanskeligt at forholde sig til forsøg på at fortælle os at vi projicerer problemer, som vi selv er ansvarlige for, over på andre. Mange parforhold og venskaber lider under det: Man ser træk og mønstre hos den anden, men har svært ved at få snakket om det, fordi tidligere forsøg forsvandt i forsvarstaler, vredesudbrud eller andre tegn på, at den form for feedback ikke var velkomment. Og omvendt, hvis den anden part forsøger sig med kommentarer på vores egne typiske handlemåder, kan vi mærke ulysten, uroen og modstanden. Meditation er en aktivitet, hvor man gennem introspektion over tid har mulighed for at reducere forsvaret og træne sig i at identificere egne projektive træk.
Projektioner kan som andre forsvars-mekanismer fordreje vores oplevelser eller blokere for kontakt med vores emotionalitet. Det kan få store konsekvenser for vores nære relationer - ikke bare parforhold, men også til nære venner, familiemedlemmer og kolleger. Manglende kontakt til egne følelser og behov gør udvikling af sunde, nære relationer vanskelig. I tillæg vil de anklager, som ofte er en del af projektionen, ødelægge etablering af tillid, dialog og nærhed.
“I behandler mig som luft”
Acems grupper med træning i åben social reflektion (kommunikationsgrupper) kan hjælpe os til at se, hvordan vi (ofte ubevidst) bruger projektion som en måde at beskytte os mod at føle på et ubehag. Deltagerne tilbringer meget tid sammen i grupper, både ledede og selvstyrede med samtaler og opgaver om livshistorie, vigtige personer og hændelser osv. Gruppen udfører også enkelte praktiske opgaver for at lære hinanden at kende i hverdagssituationer.
En kvinde fortæller i en gruppe, at hun følte sig udenfor under samværet dagen før. Hun syntes, at gruppen ignorerede hende, som om hun var luft. Gruppen kunne ikke genkende beskrivelsen. Kvindens udenfor-følelse var meget stærk. Efterhånden begynder hun at fortælle, hvordan det var derhjemme, da hun var barn. Hun havde en storebror, som blev mobbet i skolen, han led forfærdeligt under det, alle kunne se på ham, at han ikke havde det godt. Deres far gjorde ikke noget for at hjælpe. I stedet afskrev han nærmest sønnen, ignorerede ham og hans problemer. Kvinden blev også mobbet i skolen, men hun viste det aldrig derhjemme, hun skulle ikke risikere at miste faderens respekt og stå alene tilbage.
Man kan forstå det forhold at kvinden tillægger gruppen en manglende interesse, at hun lægger holdninger, hun mødte hjemme over på gruppen, en attribuering. Men kvinden kan også lide under mindreværdsfølelser, som hun ikke helt klarer at forholde sig til. Hun blev ikke bekræftet hjemme og var også genstand for mobning på skolen. Hvis hun lægger sine egne mindreværdsfølelser over på gruppen, drejer det sig om projektion: I stedet for at føle på egen selvforagt, kan det være mindre smertefuldt at lægge dem over på gruppen.
“Du irriterer mig”
Det er let at se hvordan projektive mønstre kan skabe konflikter. En gruppe kan føle sig anklaget og slår tilbage med bebrejdelser. Dermed er man i gang med en spiral af misforståelser, misnøje og øgende afstand.
En yngre mand vækker irritation i en gruppe med sin opførsel. Det er ikke så nemt at se hvorfor, men der er noget med en træghed i formen. De andre får indtryk af, at han egentlig helst vil være alene, og at de er til overs. Samtidigt fortæller han at han gerne vil have en kæreste. Han snakker om forholdet til sin far. Det var ikke godt. Faderen afviste ham, igen og igen, og han følte sig ganske ussel, trist og ensom under opvæksten. Den samme misnøje og afvisning lægger han nu ud på gruppen. I nogen grad kan dette dreje sig om projektion hvis han lægger sin misnøje med sig selv ud på gruppen. Men oplevelsen af at de andre i gruppen er misfornøjede med ham, er også en rigtig observation.
Eksemplet ovenfor viser også hvor sammenvævet og selvforstærkende mønstre kan blive. En misnøje, som han oplevede hjemme som barn, lægges senere ud på verden som en forventning. Delvis ud fra denne attribuering eller projektion opfører han sig så nølende og tilbageholdende at han irriterer andre. Ved at blive bevidst om det der sker, vil det imidlertid være muligt at begynde at vikle sig ud af et selvforstærkende og negativt mønster.
Benægtning og forskydning
Projektion er én af mange forsvarsmekanismer. Undertiden kan det være svært at skelne mellem dem: En kvinde, som ikke ville indse, at manden var hende utro, trods en lang række tegn på det, kunne på den måde slippe for at føle på smerten over at blive forrådt. Men dette er snarere benægtning (en anden forsvarsmekanisme) end projektion. Projektion kan foreligge hvis en utro person anklager sin partner for have fantasier om andre eller lægge an på tredjepersoner.
Undertiden kan bebrejdelser og uretfærdige anklager dreje sig om forskydninger (som også er en forsvarsmekanisme). Man irriterer sig over nogen, hvor man i virkeligheden er provokeret af andre: I en gruppe fremtræder en yngre mand meget venlig og medgørlig, nærmest passiv de første dage. Men en dag, hvor gruppen skal på havearbejde under hans ledelse, skælder han uventet en af de andre gruppedeltagere ud for at komme for sent.
De andre i gruppen bliver overraskede over intensiteten i udbruddet - det var vel ikke noget at tage sådan på vej for? Først forsvarer han sig intenst - det er uacceptabelt ikke at møde frem til tiden - men da gruppen drøfter situationen igen senere, spørger gruppelederen, om dette er et mønster, som han kan genkende hos sig selv? Jo, han har flere gange haft vredesudbrud i forhold til eleverne på skolen. Hvis en elev ikke har lavet sine lektier, koger det over for ham. Og han har følt sig ilde til mode, fordi han godt kan se, at reaktionen er for voldsom. Når han tænker efter, er det i virkeligheden rektor på skolen, han er vred på, han oplever hende som alt for kontrollerende og pedantisk. I fantasien har han ofte taget hende under behandling, men aldrig i virkeligheden. Da er det lettere at tage aggressionen ud på en elev; en forskydning. Vredesudbruddet i gruppen udspringer nok snarere af en følelse af at være de andre gruppemedlemmer underlegen.
“Kan du da ikke se, hvem det er, du har forelsket dig i?”
En rolig, intellektuel, lidt “firkantet” mand har sit følelsesliv under fuld kontrol. Aldrig ser man ham hverken ophidset eller trist. Til gengæld har han valgt en partner, som er ekstremt emotionel og krævende.
Imellem de to er der en både projektiv og attribuerende dynamik: Manden har, af grunde vi ikke kender, ubevidst afspaltet sin emotionalitet og projicerer den ind i hende, og hun bærer alle følelserne for ham. Han kan bebrejde hende for at være krævende og alt for fuld af smertefulde og skræmmende følelser - mens han selv “går helt fri”. Hun på sin side attribuerer flere egenskaber ind i ham som hun savner hos sig selv; ro, ligevægt, sindighed.
I et andet eksempel fortæller en kvinde i en vejledningsgruppe om sin datter og datterens kæreste. Både kvinden og andre i familien spørger sig selv, hvad datteren dog ser i denne både aggressive og dovne mand. “Er min datter blind?”, spørger kvinden højt i gruppen. Efterhånden som hun deler mere af, hvad hun har observeret, bliver det tydeligt for gruppen, at datteren er forelsket i en drømmefigur og (ubevidst?) ikke vil se kærestens sande jeg, hvem han i virkeligheden er. Til gengæld er datteren rasende på forældrene over, at de har udtrykt skepsis over forholdet.
I psykologisk forstand er der tale om attribuering og benægtning: Datteren tillægger ubevidst kæresten alle de positive egenskaber, som hun længes efter. Datterens ubevidste uvilje mod at tage sandheden om kæresten ind over sig er så stærk, at hun splitter kærestens fejl og mangler ud af sin egen bevidsthed. Hun benægter. Forældrenes og venners forsøg på at åbne hendes øjne vækker så stærke følelser hos hende, nærmest fjendtlige, at de bliver bange for at “miste” hende.
Enkelte har anlagt en evolutionsteori på forelskelse, at jo mere «blind» man er overfor den man forelsker sig i, desto mere sandsynligt er det, at man lykkes med det vigtigste i et overordnet biologisk perspektiv, nemlig undfangelse af afkom. Hvis alle vores kritiske personvurderinger var intakte og vi så den andens mangler, umodenhed og narcissisme, ja, så var det ikke blevet til ret meget hengiven sex.
At søge mod dem, som ikke vil have mig
På en retræte med lange meditationer tænker en yngre kvinde meget på, at hun har svært ved at finde en partner. Hun er først i trediverne og kan mærke det biologiske ur begynder at tikke. Hun vil gerne have børn. Men hun føler sig ikke attraktiv nok, føler ikke at hun er noget særligt værd som partner.
Kvinden tænker over, hvordan hun søger konsekvent mod dem, der afviser hende. Dem, der er interesseret i hende, vil hun ikke have, for dem føler hun sig overlegen i forhold til, og det giver dårlig samvittighed. Den indre stemning er “jeg kommer til at blive en skuffelse, det kommer ikke til at gå”. Ubevidst vil hun nok ikke have, at det skal lykkes for hende.
Ved at dele disse tanker fra meditation i en vejledningsgruppe ser kvinden bedre hvordan hun lægger sine egne negative følelser om sig selv ind i andre. En af de andre deltagere i gruppen ler og citerer Woody Allens kendte udsagn: “I do not want to be a member of a club who wants to have me as a member”. Han tilføjer, at det er som om der må være noget galt med dem, som ikke deler kvindens negative vurderinger af sig selv.
